Kommuner spekulerer i kontanthjælp

Formanden for de Danske Handicaporganisationer retter alvorlig anklage mod kommunerne for at snyde borgerne ved at udnytte et hul i loven.

En sag fra Esbjerg er med til at underbygge anklagen. I sidste uge kom det frem, at en borger ikke fik udbetalt kontanthjælp. Det var en fejl, sagde kommunen og udbetalte pengene med tilbagevirkende kraft. Det fik den konsekvens, at den pågældende borger pludselig fik en formue, som var over grænsen for det, en kontanthjælpsmodtager må eje. Derefter blev kassen smækket i. En molbo-historie, skrev JyskeVestkysten, og to medlemmer af Folketinget lovede at gøre noget ved det.

Kommunen vinder

I dag bliver sagen fulgt op i Avisen.dk, hvor Stig Langvad, formanden for Danske Handicaporganisationer undrer sig over, at en borger skal tabe det beløb i kontanthjælp, som er vundet ind i ved at klage. Kommunen lavede fejlen i første omgang, men bliver den egentlige vinder.

Det samme sker, hvis kommunen standser dine sygedagpenge i strid med loven. Du klager over kommunen og får ret. Du får udbetalt pengene med tilbagevirkende kraft. Men hvis du er på kontanthjælp, når efterbetalingen af sygedagpengene går ind, så smækker kommunen kassen med kontanthjælp i, indtil pengene er spist op. Det skriver Avisen.dk.

- Vi har et hul i lovgivningen, der giver kommunerne mulighed for at snyde. Det værste er, at først vinder borgerne, og så taber de, siger Stig Langvad til Avisen.dk.

7.000 klager

Efterbetaling af sociale ydelser skal regnes som en almindelig indtægt. Det har ankestyrelsen afgjort i en række principielle sager, men den afgørelse møder stærk kritik. Alene på sygedagpenge-området klagede omkring 7.000 borgere i 2011.

Omkring 25 procent af dem fik medhold i deres klage. Men efter Ankestytrelsens principielle afgørelser er regnestykket sådan, at hvis borgerne er så uheldige at være på kontanthjælp, når de får medhold i klagen, får de intet eller meget lidt ud af sagen.

- Hvis jeg var en af de få kommuner, der kan finde på at snyde, ville jeg synes, det var smart," siger Stig Langvad.

Professor i socialret ved København Universitet, Kirsten Ketscher, er ikke enig i Ankestyrelsens afgørelser. Hun siger, de er tvivlsomme.

- Sagen bør tages til de almindelige domstole, siger hun til Avisen.dk.

Følger loven

Kommunernes Landsforening (KL) afviser, at kommunerne spekulerer i at træffe forkerte afgørelser.

- Det kan jeg klart afvise. Kommunerne træffer afgørelse ud fra lovens bogstav, og det ville stride mod grundlæggende forvaltningsskik at spekulere mod borgerne på den måde, siger Niels Arndt Nielsen, kontorchef i Kommunernes Landsforening til Avisen.dk.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) vil nu se nærmere på reglerne og undersøge mulighederne for at lave dem om,oplyser Avisen.dk.