Kongeskibet kommer til Esbjerg trods aflysning på Færøerne og i Grønland

Selvom kongeskibet Dannebrog ikke indgår i dronningens besøg på hverken Færøerne eller Grønland, ankommer majestæten som planlagt med skibet til vestkysten i slutningen af august.

Trods motorproblemer på kongeskibet Dannebrog ankommer hendes majestæt dronningen som planlagt med skibet til Esbjerg på majestætens sommertogt den 31. august.

Det bekræfter Kongehuset overfor TV SYD.

Siden lørdag har kongeskibet ligget ved Flådestation Frederikshavn, efter at der lørdag opstod motorproblemer på skibet under sejlads lørdag 100 kilometer nord for Hirtshals.

Sidste gang kongeskibet lagde til kaj i Syd- og Sønderjylland var i juni i forbindelse med Kongehusets fejring af 100-året for genforeningen. Her ses skibet ved kajen foran Sønderborg Slot.
Sidste gang kongeskibet lagde til kaj i Syd- og Sønderjylland var i juni i forbindelse med Kongehusets fejring af 100-året for genforeningen. Her ses skibet ved kajen foran Sønderborg Slot.
Foto: Troels Sørensen, TV SYD

De tekniske problemer betyder, at dronningen ikke som planlagt kunne sejle til Færøerne, ligesom kongeskibet heller ikke vil ledsage dronningen på togtet til Grønland fra den 24. juli, oplyser Forsvarskommandoen i en pressemeddelelse.

Efter at det 90 år gamle skib blev slæbt til Frederikshavn har teknikere undersøgt det, og der er gennemført en tilfredsstillende testsejlads, men da årsagen til fejlen endnu ikke er fundet, skal kongeskibet ifølge Forsvarskommandoen bliver i dansk farvand.

TV SYD sender direkte fra Esbjerg og Fanø i forbindelse med dronningens besøg den 31. august og 1. september.