Kronprinsen satte gang i CO2-eventyr

Onsdag tog Danmark officielt hul på at lagringen af CO2 i undergrunden. Det var kronprinsen, der satte lagringen i gang, hvilket er begyndelsen på et erhvervseventyr for Esbjerg.

De sidste 50 år har Danmark pumpet gas op fra undergrundet. Udnyttet jordens ressourcer og belastet klimaet. 

Men det er slut nu.

For fremadrettet skal Danmark pumpe gas ned i undergrunden, hvilket spiller ind i Danmarks ambitioner om at være klimaneutral i 2050.

Onsdag den 8. marts på Esbjerg Havn, gjorde kronprins Frederik tegn til at pumpe den første lagring af CO2 ned i den danske del af Nordsøen.

Begivenheden First Carbon Storage på Esbjerg Havn er arrangeret af INEOS og Wintershall Dea.
Begivenheden First Carbon Storage på Esbjerg Havn er arrangeret af INEOS og Wintershall Dea.
Foto: Pressefoto

Fra fiskerby til energihovedstad

Danmark er et af de lande i Europa med størst lagringspotentiale, og den danske undergrund er velegnet til netop det. 

Skridtet mod et grønnere Danmark, forventer man vil skabe op mod 9.000 arbejdspladser.

- Vi håber selvfølgelig også på, at det her kan gøre, at flere ønsker at flytte til vores region eller bare til Esbjerg omegn, siger Flemming Enevoldsen, formand for Business Esbjerg.

Sådan fungerer lagringen af CO2 i undergrunden

Teknologien man bruger til at pumpe CO2 ned i undergrundet, kaldes CSS - Carbon Capture and Storage. 

Man indfanger CO2 fra eksempelvis røgen fra kul- eller gasfyrede kraftværker og fra store industrivirksomheder eller forbrændingsanlæg. 

Herefter bliver røgen omsat til væske, hvorefter det bliver læsses på et skib, som sejler det ud til oliefelterne i Nordsøen.

Via et rør, som føres 1800 meter under havoverfladen, pumpes CO2 ned i undergrunden, og det er en relativ simpel teknologi, som er vigtig for den grønne omstilling og Danmarks position i Europa.

Udover flere tusinde arbejdspladser, så håber Flemming Enevoldsen på, at denne begivenhed også vil ændre diskursen om Esbjerg.

- Før blev Esbjerg omtalt som en fiskerby. Nu forventer vi, at specielt folk øst for Storebæltsbroen ser Esbjerg som hovedstaden for energi og bæredygtighed. 

Ifølge en analyse fra Kraka Advisory er det sandsynligt, at Danmark som minimum sikrer sig fem procent af markedet. Det vil skabe op mod 9.000 arbejdspladser og et økonomisk potentiale på 50 milliarder kroner. 

Hvis Danmark fordobler markedsandelen på ti procent, så kan den økonomiske værdi udgøre op mod 100 milliarder kroner og give 17.000 arbejdspladser, viser analysen.

De tidligere oliefelter skal nu bruges som lager for CO2.
De tidligere oliefelter skal nu bruges som lager for CO2.
Foto: Pressebilleder