TV der bevæger dig

COVID-19

Krydstogtmareridt er slut - plejehjems-beboere er nu i corona-karantæne ved Vesterhavet

Ulla Petersen og tre beboere fra Karstensminde i Gredstedbro er nu hjemme igen efter et dramatisk krydstogt og er i corona-karantæne i et sommerhus ved Vesterhavet.

Her ankommer bussen med danske og nordiske krydstogtgæster til særflyet i Genovas lufthavn. Foto: Udenrigsministeriet

Klokken 01 natten til mandag landede Ulla Petersen og de tre plejehjemsbeboere med et særfly fra Genova til København.

Efter lang natlig taxatur gennem Danmark er de fire mandag morgen ved at indrette sig i det sommerhus ved Vesterhavet, der skal være deres hjem de næste to uger, hvor de er i corona-karantæne.

- Vi er bare så glade og ved godt mod. Udenrigsministeriet har gjort en flot og stor indsats for os, der var strandet på krydstogtskibet Costa Luminosa. Nu skal vi finde os selv igen og hygge os de næste 14 dage her i sommerhuset, siger Ulla Petersen i telefonen til TV SYD.

Det var et fly fra Danish Airtransport (DAT) i Vamdrup, der i nat fløj en stor gruppe danske og andre nordiske statsborgere til København. 

Krydstogtskibet Costa Luminosa var længe strandet i den franske havneby Marseille på grund af coronavirus, hvorefter det for nylig sejlede videre til Savona i det nordlige Italien.

- Der var mange syge med flyet hjem til København. To blev kørt direkte på hospital - men vi fire var heldigvis friske og kunne klare turen til sommerhuset uden problemer. Nu trænger vi blot til en ordentlig søvn, fortæller Ulla Petersen.

Mest sete på tvsyd.dk