Kulturministeren: Godt Esbjerg tager konsekvensen

Marianne Jelved (R) mener, at der skal arbejdes med spillernes holdning i bekæmpelsen af matchfixing.

Kulturminister Marianne Jelved (R) mener, at ishockeyklubben Esbjerg Energy handlede korrekt ved at afskedige de tre spillere, der havde spillet på egne kampe og dermed har begået matchfixing.

- Det er godt, at Esbjerg Energy tager konsekvensen af, at deres spillere har sat penge på egne kampe. Men straf er ikke nok til at komme matchfixing til livs. Der skal også arbejdes med spillernes holdning og kulturen i foreningerne og klubberne, siger Marianne Jelved.

Fredag kom det frem, at Esbjerg Energy-spillerne Kirill Starkov, Tyler Mosienko samt målmanden Dennis Jensen havde spillet på en af klubbens egne kampe.

Sagen stammer fra en ligakamp mellem Esbjerg og Rungsted 3. januar, hvor de tre spillere havde satset penge på, at Rungsted ville score i første periode.

Det væddemål gik glat hjem, idet nordsjællænderne vandt perioden med 3-2.

Esbjerg Energy lader det nu være op til Danmarks Ishockey Union at fastlægge, hvilken straf de tre spillere skal have. Det står klart, at de ikke kommer til at spille mere for Esbjerg.