Kvinde fra Esbjerg storimporterer ulovlig peberspray

En 59-årig kvinde har fået konfiskeret 44 dåser ulovlig peberspray siden nytår. Hendes sager er dog ikke de eneste, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Københavns Internationale Postcenter konfiskerede den 12. juni en pakke med tre peberspray, der er sendt fra Holland til en 59-årig kvinde i Esbjerg. Det fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det er ottende gang siden nytår, at kvinden får konfiskeret forsendelser med ulovlige beholdere, og tolderne har konfiskeret 44 dåser fra selv samme kvinde siden nytår.

Peberspray-kvinden fra Esbjerg er ikke alene

Kvinden er en ud af mange, der importerer de ulovlige pebersprays fra udlandet. Syd- og Sønderjyllands Politi har sammen med Toldstyrelsen registreret 106 sager med ulovlig import af peberspray. I de sager har man konfiskeret 183 dåser i alt.

- Vi må desværre konstatere, at en del borgere ikke har været opmærksom på reglerne, inden de begyndte at købe peberspray. Og derfor råber vi vagt i gevær, så borgerne ikke falder i, da vi hellere vil forebygge end skrive bøder ud. For langt hovedparten af de 106 sager drejer det sig om, at en borger i et enkelt tilfælde har købt en enkelt peberspray – og så har fået sig en forskrækkelse, når sprayen er blevet konfiskeret, oplyser vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

Lovligt hvis dåsen er dansk

Siden starten af 2019 har det været lovligt at købe peberspray til selvforsvar i ens eget hjem. Det er dog kun lovligt at købe peberspray, hvis det sker gennem en godkendt forhandler i Danmark.

Syd- og Sønderjyllands Politi fortæller, at ulovlig import af en enkelt peberspray giver en bøde på 3.000 kroner. Udover bøden vil ulovligt importerede peberspray også blive konfiskeret af politiet og Toldstyrelsen.