Læger har travlt med brækkede arme og ben

Sne og is giver travlhed på sygehusenes skadestuer. Mange folk falder på de glatte veje og fortorve. Det betyder ofte brækkede arme, ben, ankler, skuldre eller håndled.  

Simple knoglebrud

Helle Ejby Nielsen efter operationen i sin ankel.
Helle Ejby Nielsen efter operationen i sin ankel.

En af patienterne ligger i dag torsdag i en seng på ortopædkirurgisk afdeling. Helle Ejby Nielsen har brækket sin ankel på en løbetur. Hun blev opereret onsdag aften. Hendes brud er desværre forholdvis kompliceret. Men det er atypisk.

- Langt de fleste brud er ret simple, siger overlæge Johnnie Gantov.

Planlagte operationer aflyst

På Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg har man på mindre end en uge foretaget 50 ekstra akutte operationer på patienter med knoglebrud. Det har betydet, at en lang række planlagte operationer er blevet aflyst. 

- Vi har valgt at aflyse de planlagte operationer for at sørge for at de akutte patienter ikke skal døje alt for længe med deres brud og at de kan komme hjem så hurtigt som muligt, siger overlæge Johnnie Gantov.  

Forrygende travlt

Sydvestjysk Sygehus opererer nu også på afdelingen i Grindsted for at klare de mange akutte patienter.
Både på sygehuset i Kolding og i Aabenraa har der været mange patienter med brud.

- Der har været forrygende travlt. Alene lørdag havde vi 15-20 patienter med brækkede håndled og andet, siger afdelingssygepljerske Terese Eriksen i Aabenraa.