TV der bevæger dig

Landbrugsskolen: Vi mistænker ikke nogen af vores elever

Forstanderen på Riber Kjærgård Landbrugsskole tror ikke, at hans elever har noget at gøre med torsdagens stenkast.

Sent torsdag aften blev tre biler ramt af sten kastet fra en bro, der fører Kjærgårdsvej over Varde Hovedvej ved Bramming. Foto: Hans Lausten, TV SYD

Sent torsdag aften blev tre biler ramt af sten kastet fra en bro nær Riber Kjærgård Landbrugsskole. Det har i dag fået Syd- og Sønderjyllands Politi til at afhøre en del af skolens elever.

Politiets interesse for Riber Kjærgård Landbrugsskole er helt naturlig, mener skoles konstituerede forstander, Chresten Jakobsen:

- Det er meget nærliggende, at politiet er på skolen nu. Vi ligger tæt på, hvor stenene blev kastet, og der er mange mennesker samlet på skolen, siger han til TV SYD.

Men alligevel afviser Chresten Jakobsen, at landbrugsskolens elever skulle have noget med de farlige stenkast at gøre.

Vi mistænker ikke nogen af vores elever

Chresten Jakobsen, forstander på Riber Kjærgård Landbrugsskole

Derfor ligger det heller ikke fast, hvilke konsekvenser det får, hvis det alligevel viser sig at være en eller flere af landbrugsskolens elever, der står bag stenkastene fra broen nær skolen.

- Det har vi ikke taget stilling til. Er det tilfældet, så er der jo et retssystem, der tager over. Så må vi se, hvad vi gør som skole til den tid.

Læs også Politiet sætter massivt ind på hurtig opklaring af stenkast fra vejbro

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke nogen af landbrugsskolens elever under mistanke.