Landsretten stadfæster: 12 år til far for Simon-drabet

Landsretten har i dag idømt Carl-Ove Christiansen 12 års fængsel for drabet på sin 20-årige søn, Simon Skovmand. Det skriver jv.dk. Dermed stadfæster Landsretten Byrettens dom fra februar måned.

Lillejuleaften 2012 blev Simon Skovmand fundet knivdræbt foran sin fars lejlighed i Storegade i Bramming. En obduktion viste, at Simon Skovmand var blevet stukket ihjel med to knivstik fra en urtekniv. En kriminalassistent har tidligere fortalt i retten, at der var blod på farens hænder og tydelige tegn på tumult i lejligheden.

Faren har gennem hele retssagen nægtet sig skyldig. Han har fortalt, at han var til ishockey om aftenen og siden tog på værtshus i Bramming med sin søn. Han har fortalt at han ikke husker noget fra natten, da han var beruset.

Han ankede i februar dommen på 12 år i Byretten og krævede frifindelse, men Landsretten har altså kendt Carl-Ove Christiansen skyldig.