Lars Olsen ny cheftræner i Esbjerg fB

Lars Olsen startede i dag som ny cheftræner i Esbjerg fB. Han er på kontrakt frem til sommeren 2022.

Allerede i formiddags var Lars Olsen med til træningen i Esbjerg fB. Han er fra dags dato ny cheftræner i klubben, og forlader altså posten som landstræner for Færøerne. Esbjerg fB har indgået en aftale med det færøske fodboldforbund således, at Lars Olsen er ny cheftræner på Gl. Vardevej med øjeblikkelig virkning.

58-årige Lars Olsen har de seneste otte år været landstræner for Færøerne, og alle parter er blevet enige om, at han i perioden d. 11.-19. november for sidste gang vil stå i spidsen for færingerne i holdets to EM-kvalifikationskampe.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen glæder sig over ansættelsen af Lars Olsen.

- Med Lars Olsen får vi en markant trænerkapacitet ind med mange års værdifuld erfaring fra både dansk og international fodbold, og vi er glade for at have lavet en længerevarende aftale med ham. Det viser fra begge sider en stor tro på projektet i EfB, og sammen med det nuværende trænerteam skal Lars være med til at udvikle det nuværende fundament yderligere. Samtidig skal der sendes en tak afsted mod Færøerne, hvorfra der i processen har været vist stor fleksibilitet og forståelse, siger han.

Lars Olsen: - Nu skal vi hente point

Hovedpersonen, der som aktiv spiller blandt andet var anfører for Danmarks EM-vindere i 1992, ser frem til at komme i gang med arbejdet i Esbjerg.

- Jeg glæder mig til at blive klubtræner igen og starte op i EfB, som jeg gennem flere gode snakke med Jimmi har fået et rigtig godt billede af som klub. Den overordnede strategi om at bringe unge, talentfulde spillere fra EfB Akademi frem på førsteholdet er tiltalende, og fundamentet er allerede godt. På den korte bane handler det dog om at få hentet nogle point, så vi kan avancere i tabellen, siger Lars Olsen.

Lars Olsen og EfB har lavet en aftale gældende frem til juni 2022. 

Blå bog: Lars Olsen

Trænerkarriere:
* 1997-2002: Brøndby (blandt andet assistent)
* 2003-2007: Randers FC
* 2007-2010: OB
* 2011-2019: Færøernes landshold
* 2019-: Esbjerg

Resultater som træner:
* Pokalvinder med Randers FC i 2006
* Årets træner i Danmark i 2006
* DM-sølv med OB i 2009 og 2010
* Kvalifikation til Europa Leagues gruppespil i 2010 med OB

Klubber som spiller:
* Glostrup
* Køge
* Brøndby
* Trabzonspor
* Seraing
* Basel

Bedrifter som spiller:
​​​​​* Dansk mester med Brøndby 1985, 1987, 1988, 1990, 1991 og 1996
* Dansk pokalvinder med Brøndby 1989
* Tyrkisk pokalvinder med Trabzonspor 1992
* Årets spiller i Danmark 1988

Bedrifter på det danske landshold:
​​​​* 84 A-landskampe og fire mål
* Anfører for landsholdet ved EM i 1992, der endte med dansk guld​​​​​​


​​​​​Kilder: DBU, Esbjerg, Ritzau