Lego for voksne: Militæret bygger broer til trafikanterne

Siden uge 24 har militæret været rykket ind i Ribe. Missionen er heldigvis fredelig. De hjælper Vejdirektoratet og trafikanterne i Ribe med at bygge to midlertidige broer. Onsdag er der inviteret til åben byggeplads.

De er bygget på stedet. Stykke for stykke bliver de skruet og stykket sammen for derefter at blive skubbet ud over vandet. Der står de så og sørger for, at trafikanterne kan komme tørhjulet over åen. Lego for voksne kalder Kasper Aggerholm broerne, der lige nu bygges over Ribe Å.

Fakta om broerne:

Broforbindelsen består af 14 stålsektioner, der til sammen giver en længde på 42 meter.

Hver bro har en samlet bredde på 6 meter.

Der er to broer, én til hver kørselsretning.

Normalt bruges broerne i militære øvelser og operationer.

Til efteråret skal den gamle bro på Ringvejen vest for Ribe skiftes ud med en klapbro. Derfor har Vejdirektoratet kaldt forstærkninger ind fra militærets Ingeniørregiment, der har erfaring med at bygge midlertidige broer. Det er sådanne broer, der lige nu er ved at blive bygget over Ribe Å.

Forstærkningen består af 18 soldater fra ingeniørregimentet i Skive, og det er god øvelse og uddannelse for dem, forklarer seniorsergent Kasper Aggerholm. Det er ikke altid lige spændende at bygge broer ”for sjov” i øvelsesterræn.

- Så kommer der en og kigger og siger: ’Ja det er fint gutter, så kan I godt pakke sammen’. Så er det altså væsentligt mere motiverende at få lov til at bygge noget, der rent faktisk skal bruges, siger Kasper Aggerholm til TV SYD.

quote

Så er det altså væsentligt mere motiverende at få lov til at bygge noget, der rent faktisk skal bruges.

Kasper Aggerholm, seniorsergent, Ingeniørregimentet

Åben byggeplads i eftermiddag

De to 60 tons tunge broer skal tage trafikken, når den nye bro bygges til efteråret. I alt kommer de til at spare trafikanterne for en 15 kilometer lang omvej.

Den nye klapbro skal åbne op for, at højere skibe igen kan komme ind i Ribe Havn. En havn der fra vikingetiden til omkring 1600-tallet var en af de vigtigste på Jyllands vestkyst.

I eftermiddag er der åben byggeplads for de nysgerrige. Fra klokken 15-19 kan man tage bussen fra Ribe centrum og ud til byggepladsen. Se mere på Vejdirektoratets hjemmeside.