Lige nu kan østers give mavekneb

Fødevarestyrelsen fraråder, at man i den kommende tid samler muslinger eller østers i Vadehavet og langs vestkysten op til Ringkøbing fjord.

For nylig er der fundet algegifte i muslinger indsamlet ca. 25 km fra kysten ved Blåvands Huk. Derfor fraråder fødevarestyrelsen at man i den kommende tid samler muslinger og østers i Vadehavet og langs vestkysten op til Ringkøbing fjord.

Algegiftene opstår, når solen skinner over Nordsøen i de varme sommermåneder. Alger i vandet formerer sig voldsomt i det stærke lys, og nogle af dem er giftige.

På havbunden ligger de eftertragtede vadehavsøsters og muslinger og spiser lystigt af algerne - både de gode og de dårlige.

En enkelt østers filtrerer hver eneste time mellem 10-40 liter vand for alger. Hvis algerne indeholder gift, bliver giften oplagret i østersen og skulle man ved et uheld komme til at spise sådan en fætter, så er det bedst at være meget tæt på et toilet. Resultatet er nemlig en grim diarre med svære mavesmerter. I bedste fald. Det forklarer leder af Vadehavscentret Klaus Melbye til TV SYD.

Den mest almindelige algegift - og den, der er fundet ud for Blåvands Huk - kaldes diarrefremkaldende skaldyrsforgiftning. Den giver diarre og mavesmerter. Andre arter kan give sværere forgiftninger, hvor også hjernen påvirkes.

- Det er højsæson for giftige alger netop nu, men algerne er slet ikke så svære at undgå, fortæller leder af Vadehavscentret Klaus Melbye til TV SYD. Man skal blot vente med at tage på østers- og muslingeture til hen på efteråret og vinteren, hvor vandet er koldere.

Hvis man ikke kan vente med at spise østers og muslinger, så er det sikkert at købe dem i butikkerne. De skaldyr, der sælges gennem butikker, er nemlig underlagt omfattende fødevarekontroller, og dem kan man roligt spise.

Hør Klaus Melbye, leder af Vadehavscentret i Vester Vedsted ved Ribe fortælle om "østers-mysteriet" (var.: 0.46 min.)