Lirekassen er trendy

Lirekassen er måske på vej tilbage i hvert fald kommer der flere til, som interesserer sig for den gamle kasse.

Selvom erhvervet som lirekassemand blev nedlagt med den nye socialreform i 1970 har flere taget den spillende kasse til sig som hobby. Nordisk Lirekassevenner har 100 medlemmer og alene i år er der kommet 10 ekstra til. En af dem der elsker at dreje hjulet rundt på den gamle kasse er Allan Kosegarten fra Ribe.

- Det er bare en fornøjelse. Det er ren nostalgi, lyder det fra Allan Kosegarten.

Lirekassen blev efter krigen i 1864 brugt til at tjene til vejen og dagen af de invalide krigsveteraner. Modsat datiden er det i dag både dyrt og besværligt at spille på de gamle lirekasser.

- Der er ikke mange, der kan tjene penge på det. En lirekasse koster mellem 50.000 og op til en halv million, og man kan ikke bare stille sig ud og spille. Man skal have en tilladelse, ellers risikerer man at blive smidt væk, siger Allan Kosegarten, der kun spiller til specielle arrangementer, hvor han bliver hyret til det. Hans lirekasse har kostet 100.000 kr og er ikke tjent hjem på de 10 år, han har spillet på den. 

Mød lirekassemanden
Programmet Naboer besøger i dag lirekassemanden, der spiller på Ribe julemarked. Det sker i den direkte udsendelse kl. 15 på TV SYD+ og genudsendes kl. 19.55 og 22.40