Litauere havde 25-30 cykler i varebilen

Politiet anholdte i nat to litauere med varevognen proppet med cykler.

Mistanken om, at de 25-30 cykler bag i kassevognen i Storegade i Esbjerg er stjålet, er nærliggende.

I hvert tilfælde havde føreren af varebilen så svært ved at forklare, hvor de mange cykler stammer fra, at han og hans makker blev anholdt på stedet.

Det hele begyndte dog en halv time tidligere kl. 02.50, da en borger ringede til politiet med en fortælling om, at han lige havde set to personer i en hvid kassevogn smide en cykel ind bagi og tage fra gerningsstedet i høj fart.

Syd- og Sønderjyllands Politi sendte straks en patrulje ud for at lede efter den hvide varebil, men forgæves.

En halv time senere kl. 03.12, da en patrulje var inde i Storegade i anden anledning, kom den hvide varebil tilfældigvis forbi.

Patruljen standsede bilen for at undersøge sagen nærmere.

- Føreren blev noget nervøs, da betjentene bad om at se, hvad han havde bagi, fortæller vagthavende hos Syd- og Sønderjyllands Politi Henrik Sønderskov til TV SYD.

Da bagdøren blev åbnet, faldt der nærmest cykler ud. Ingen af de to litauere på henholdsvis 37 og 31 år kunne gøre rede for, hvor de fortrinsvis nye cykler stammer fra.

De to mænd sidder torsdag morgen til afhøring hos Syd- og Sønderjyllands Politi i Esbjerg.

bo

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.