Live musik i pinsesolen overraskede beboerne på plejehjemmet Margrethegården

Beboerne på plejehjemmet Margrethegården i Ribe fik i dag en dejlig overraskelse. Under den strålende pinsesol kunne de læne sig tilbage og lytte til musik af den gammeldags slags.

Numrene blev leveret af trioen 'Søens friske fyre', som klædt i hawaiiskjorter og matroshatte spillede op til fællessang og leverede klassikere som 'Katinka, Katinka luk vinduet op' og 'Så længe jeg lever'.

quote

 Der var mange forskellige numre fra min ungdom, som man kender rigtig godt. Dem har vi sunget mange gange. 

Johanne Katrine Mikkelsen, beboer

Bag initiativet står Alice og Tage Sørensens fond, som med koncerterne ønsker at give beboerne en musikalsk oplevelse og samtidig støtte de lokale musikere. 

Spreder glæde i en anderledes tid

- Vi vil gerne gøre noget godt for beboerne på kommunens plejehjem. Med koncerterne er det vores håb, at vi kan sprede musikalsk glæde i en anderledes tid, hvor musikken kan binde os sammen – hver for sig, siger formand for Alice og Tage Sørensens Fond, John Riis Andersen.

Om koncerterne

Mere end 25 koncerter er planlagt på plejehjemmene, på Esbjerg Døgnrehabilitering og ved kommunens bofællesskab på Højvangshaven fordelt hen over dagene 30. maj – 1. juni 2020.

 

På nogle plejehjem spilles flere koncerter. Koncerterne er for beboere og pårørende.

 

Alle koncerter tilrettelægges, så de nødvendige afstandskrav m.v. kan overholdes.

Johanne Katrine Mikkelsen flyttede ind på plejehjemmet i oktober i fjor. Hun var glad for det musikalske, udendørs afbræk.

- Jeg synes, det var dejligt at komme udenfor og høre noget musik i stedet for bare at sidde inde. Der var mange forskellige numre fra min ungdom, som man kender rigtig godt. Dem har vi sunget mange gange, sagde hun.

Under koncerten blev der budt på brød til både beboere og ansatte, som også kunne skylle kaffen ned med ægte sømandshumor fra 'Søens friske fyre' mellem de musikalske indslag. En herlig formiddag på plejehjemmet.