Lokal fiskeriformand om usædvanligt parløb: - Det er nødvendighedens politik

Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Naturfredningsforening er gået sammen om et fælles udspil, der skal sikre en bedre beskyttelse af livet i havet. Planerne vil frede op til 10 procent af de danske havområder for fiskeri.

Onsdag formiddag sker der noget ganske usædvanligt på Christiansborg. Her vil formanden for Danmarks Fiskeriforening og præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening i fællesskab overdrage et udspil til en bedre beskyttelse af havmiljøet. 

Selvom det i dag er en helt almindelig onsdag i marts, så er der intet almindeligt i parløbet mellem de to organisationer, som traditionelt står på hver sin side, når debatten drejer sig om, hvordan man sikrer havmiljøet. Forslaget bærer navnet "Sammen om havet" og indebærer blandt andet en målsætning om helt at friholde op til 10 procent af Danmarks hav-områder for fiskeri.

Udspil med indflydelse

Hos Sydvestjysk Fiskeriforening i Esbjerg er budskabet i kølvandet på det nye fællesudspil, at det simpelthen er nødvendighedens politik. Her er formanden klar til at forsvare forslaget over for sine egne.

quote

Hvis vi bare havde stillet os med armene over kors, så var der kommet nogen, som havde valgt de her områder ud for os.

Jesper Juul Larsen, Formand, Sydvestjysk Fiskeriforening

- Jeg vil sige til mine medlemmer, at her har vi været inde for at få indflydelse. Hvis vi bare havde stillet os med armene over kors, så var der kommet nogen, som havde valgt de her områder ud for os. Uden at vi havde haft nogen indflydelse – og så var det nok blevet væsentligt anderledes, mener Jesper Juul Larsen, formand for Sydvestjysk Fiskeriforening.

De lyseblå områder skal helt friholdes for fiskeri, ifølge udspillet fra Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Naturfredningsforening.
De lyseblå områder skal helt friholdes for fiskeri, ifølge udspillet fra Danmarks Fiskeriforening og Danmarks Naturfredningsforening.
Foto: Danmarks Fiskeriforening

På Christiansborg er man godt klar over, at det ikke er hverdagskost, at de to organisationer samarbejder så tæt. Udspillet bliver onsdag formiddag afleveret til miljøminister Lea Wermelin (S) og fiskeriminister Rasmus Prehn (S).

- Jeg synes, det er kolossalt positivt. Det er stor ansvarsfølelse, som fiskerierhvervet udviser ved at gå sammen med Danmarks Naturfredningsforening. Det er jo stærk politik, når naturfredningsforeningen går sammen med en erhvervsorganisation om det her, lyder det fra Rasmus Prehn (S).

Halvdelen af fiskemulighederne forsvundet

Tilbage i Esbjerg er den lokale fiskeriformand godt klar over, at det ikke er fiskernes kop te at lukke ned for fiskeområder.

- Det er helt sikkert, at der er ikke ret mange fiskere, der synes, at lukkede områder er særlig godt. Det her kommer jo også på et meget uheldigt tidspunkt. Vi har udfordringer med Brexit, og vi har forhandlinger om fiskeri ved Norge lige nu. Hvis vi lægger det hele sammen, så er jeg lige ved at tro, at vi har mistet op til 50 procent fiskerimuligheder.

Dagens udspil rummer et antal havområder, som - hvis udspillet bliver til virkelighed - skal friholdes helt for fiskeri. Lokalformanden for fiskerne i Sydvestjylland er ikke meget for at udpege havområder, som er værre at undvære end andre.

- Vi er jo så bredt funderet i dansk fiskeri – vi har kystfiskeri, vi har garnfiskeri, vi har trawlfiskeri, og vi har snurrevodsfiskeri. Det kan jo ikke undgås, at hvis du for eksempel spørger en fisker i Nordjylland, så vil han nævne et område og sige ”det her er godt nok noget lort at undvære..” – og hvis du spørger en fisker i Esbjerg, så vil han nævne nogle andre områder. Så sådan vil det altid være, mener Jesper Juul Larsen.

Ifølge dagens udspil fra fiskerne og naturfredningsforeningen skal den første danske havplan sendes i høring i første kvartal 2021. Den skal sætte rammerne for, hvordan den ’blå vækst’ kan ske bæredygtigt i de danske havområder. I forbindelse med havplanen kommer regeringen også med et bud på, hvor der kan udpeges nye beskyttede havområder i Nordsøen og Skagerrak samt Østersøen omkring Bornholm.