Lottogevinst på 9,3 mio. kroner bliver aldrig udbetalt

I 2002 købte en person en Lottokupon til en værdi af 9,3 millioner kroner. Selvom Johannes Nielsen fra Esbjerg og 199 andre personer henvendte sig som ejere af kuponen, er den rigtige vinder aldrig fundet.

83-årige Johannes Nielsen har helt styr på beløbet. 9.348.692 kroner. Det er den gevinst en lottokupon, der blev indleveret i Strandvejens Kiosk i Sædding, udløste tilbage i 2002.

quote

Det tror jeg ikke de kan. Jeg kæmper ihvertfald videre.

Johannes Nielsen, Sædding

En kunde i Strandvejens Kiosk i Sædding glemte dog lottokuponen, og siden har det været et mysterium, hvem vinderen er. Præmien er aldrig blevet udbetalt til nogen.

Men for 83-årige Johannes Nielsen er der ingen tvivl. Han er fuldstændig sikker på, han er den retmæssige ejer af gevinsten. I de sidste 15 år har han forsøgt at overbevise myndighederne om det samme. Indtil videre uden held.

- Der er slet ingen tvivl. Det er 100 procent min kupon, sagde Johannes Nielsen til TV SYD i september sidste år. Og det tror Johannes Nielsen fortsat. 

Danske Spil sagde i september, at de var villige til at betale gevinsten, hvis vinderen blev fundet. Men sådan bliver det alligevel ikke ifølge Ekstrabladet.

- Sagen blev afsluttet i 2003. Pengene er der jo ikke længere nogen steder. Det fungerer sådan, at hvis der ikke er nogen, der henter gevinsten, så går den tilbage, bekræfter pressechef ved Danske Spil Marie Grabow overfor TV SYD.

TV SYD har fredag præsenteret Johannes Nielsen for Danske Spils beslutning, men han vil ikke give op:

- Det tror jeg ikke de kan. Jeg kæmper ihvertfald videre, siger Johannes Nielsen til TV SYD.

Fejl hos Danske Spil
Det var ifølge pressechefen en intern kommunikationsfejl, som førte til den forkerte udmelding. Der er blevet gjort tilstrækkeligt for at finde den rigtige vinder, siger Marie Grabow.

Mellem 2002 og 2003 henvendte 200 personer sig, som mente, at det var deres lottokupon. Ingen af dem har haft tilstrækkelige beviser, men der er stadig folk derude, som kæmper for at blive anerkendt som den retmæssige ejer, men det vil ikke resultere i en udbetaling.