Mælkeproducenter holder krisemøde om blokade-trussel

Mælkeproducenter fra det sydlige Jylland er mandag eftermiddag samlet til krisemøde om situationen, hvor fagforbundet 3 F har truet med konflikt og blokade mod nogle af landets største mælkebønder.

Baggrunden for krisemødet, der mandag eftermiddag er igang hos Jysk Landbrugsrådgivning i Esbjerg er en konflikt, der er opstået mellem 3F og mælkeproducent Jørn Kjær Madsen, Bramming.

Han driver virksomheden I/S Rønhave ved Bramming, der har omkring 40 ansatte og over 2.000 malkekøer. Virksomheden leverer sin mælk til Arla.

Jørn Kjær Madsen har lovet indgå overenskomst for sine ansatte, men han havde bedt om, at den først skal træde i kraft de. 1. august.

En så lang en overgangsperiode afviste 3F på et mæglingsmøde fredag - og derfor har 3F nu taget skridt til en faglig kamp.

Det er denne situation, der bl. a. skal drøftes mandag eftermiddag i Esbjerg, fortæller TV SYDs reporter, der følger mødet.