Mænd skød mod person i frisørsalon - og stak af i bil

Fredag aften er der affyret skud i en frisørsalon i Esbjerg. To mænd med hættetrøjer stak af i bil ad Storegade.

Det er for tidligt at sige, om skudepisoden er relateret til de igangværende konflikter mellem kriminelle bander i Esbjerg.

Men sikkert er det, at Syd- og Sønderjyllands Politi fredag aften klokken 19.49 fik en anmeldelse om, at der var blev affyret skud i en frisørsalon på Ingemanns Allé 181 i Esbjerg - på hjørnet af Storegade og Ingemanns Allé. Der blev derfor øjeblikkeligt sendt flere patruljer til adressen.

Vidner har set to mænd klædt i hættetrøjer. Den ene, der havde en pistol i hånden, rettede den mod en person i salonen og skød, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

quote

Vidner har set to mænd klædt i hættetrøjer. Den ene, der havde en pistol i hånden, rettede den mod en person i salonen og skød.

Syd- og Sønderjyllands Politi i pressemeddelelse

Derefter løb de to mænd ud til en bil og forsvandt mod øst ad Storegade.

Der er ikke fundet nogen kvæstede på stedet. Men det er fortsat uvist om eventuelle kvæstede er flygtet fra stedet - eller om ingen er blevet ramt.

Hvis du har set hændelsen eller har oplysninger i sagen, så bedes du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 1-1-4.