TV der bevæger dig

Mand faldt ned i trappeskakt - nu søger politiet vidner

Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner til en faldulykke, der skete natten til lørdag i Esbjerg.

Politiet søger vidner efter alvorlig faldulykke.

Ulykken skete i baggården til restaurant Industrien, Skolegade 27. Ifølge politiets oplysninger omkring klokken 00.20 natten til lørdag den 12. august.

Ved ulykken pådrog en 28-årig mand sig alvorlige kvæstelser og er i øjeblikket indlagt på Odense Universitetshospital.

Politiet er interesseret i at tale med vidner, som kan have informationer om hændelsen, og håber især at få kontakt med en cirka 30-årig mand med fuldskæg, der stod nær den 28-årige, da ulykken fandt sted.

Politiet understreger, at der på nuværende tidspunkt ikke er mistanke om, at der er sket andet end en ulykke.

Borgere med oplysninger om sagen kan kontakte politiet på 1-1-4.