Mandøboerne: Turisterne skal blive længere

Nyt intiativ skal få Mandøs turister til at blive længere tid på øen i vesterhavet.

Der skal flere turister til Mandø, og de skal blive der længere. Det er målet bag øens nye initiativ Smart Island - Slow Living, som Mandøboerne er i gang med at udvikle.
Projektet indebærer en række forslag om forbedringer af infrastrukturen omkring øen. Det skal blandt andet være nemmere at komme til og fra øen samtidig med, at det skal være muligt at finde al nyttig information om tidevand og øens tilbud via en mobiltelefon. Altsammen initiativer, der skal lokke turisterne til Mandø.

- Vi kan se, at de mange turister vi har, ikke er på øen i mere end et par timer. Vi vil gerne, at de bliver i længere tid og oplever mere af, hvad øen har at byde på, siger formanden for Mandø Fællesråd, Claus Christensen, til TV SYD.

Foruden idéerne om information på nettet og nemmere adgang er en del af planen også at brande Mandø som en stille og rolig ø, hvor gæsterne kan slappe af i fred og ro.

Naboer besøger i dag Mandø, hvor turen blandt andet går forbi den gamle mølle, der, hvis blæsten tillader det, skal male korn på direkte TV. Se med på TV SYD+ klokken 19:55 og 22:40.