Mandø måtte ikke sætte en skraldespand op: Landsbyerne vil sættes fri

Flere landsbyer har svært ved at gennemføre tiltag, fordi de skal inddrage kommunen. Nu vil de sættes fri som i forslaget med frikommunerne.

Det skal være muligt at sætte en skraldespand op og bygge et hus. Det er beslutninger, der på nuværende tidspunkt ikke kan træffes i mindre byer, men som ligger hos kommunen.

Et forslag fra Landdistrikternes Fællesråd lyder imidlertid på, at ti små samfund skal fritages for de love og regler, der hindrer deres udvikling. Forsøget skal ifølge forslaget køre i fire år og bakkes op af SF, Socialdemokratiet og Venstre.

Det kommer på baggrund af regeringens forslag om at sætte syv kommuner fri på forskellige områder.

I det lille øsamfund på Mandø vil man tager gerne imod muligheden, såfremt det bliver en realitet.

- Jeg synes egentlig, det lyder ret imponerende og ret godt. Det kunne være vildt fedt, hvis man kunne få lov til at have mere selvbestemmelse i de små lokalsamfund. Det vil vi i hvert fald sætte pris på herovre, siger Preben Jørgensen, næstformand i Mandø Fællesråd.

Svært at sætte en skraldespand op

På Mandø har de oplevet udfordringer, da en skraldespand skulle sættes op. Skraldespanden skulle gøre det lettere at komme af med affald, forbipasserende havde fundet på stranden.

Ifølge lovgivningen var det ulovligt at sætte skraldespanden op i naturen, selvom det kom den til gavn. Efter en god dialog med Esbjerg Kommune fik skraldespanden dog lov til at stå.

- Det var meget frustrerende. Det kunne være rart, hvis man ikke skulle via politikere og et skrivebord i kommunen for at lave noget, som i bund og grund er fornuftigt, siger Poul Erik Fredskilde, bed and breakfast-ejer på Mandø.

Det er netop noget af det, der får Karina Dehnhardt Lorentzen fra SF til at foreslå forsøgsordningen. Partiet er netop i gang med et forslag om frilandsbyer.

- Jeg synes, vi skal huske landdistrikterne, for her støder man tit på lovgivning og regler, som bremser for, at man for eksempel kan lave bosætning, vækst eller kloge løsninger på de lokale udfordringer, siger Karina Dehnhard Lorentzen, formand for Udvalget for Landdistrikter og Øer.

quote

Vi har blandt andet bøvlet med at lave en parkeringsplads i ti år på grund af bureaukrati. Det, synes jeg, er irriterende, svært og vanskeligt for os.

Preben Jørgensen, næstformand i Mandø Fællesråd

Mandø er klar

På øen er de klar til at påtage sig opgaven, hvis muligheden skulle byde sig.

- Jeg tror, det kunne komme til at betyde en hel del. Vi har blandt andet bøvlet med at lave en parkeringsplads i ti år på grund af bureaukrati. Det, synes jeg, er irriterende, svært og vanskeligt for os, siger Preben Jørgensen.

Også bed and breakfast-ejer Poul Erik Fredskilde bakker op om idéen, som kunne gøre beslutningsprocessen lettere.

- Det ville være et spændende projekt, hvis vi kunne lave nogle ordninger, der kunne gøre, at vi kunne springe noget af bureaukratiet over i sager som den med skraldespanden og sige, at det er folk voksne nok til at træffe beslutninger om, siger han.