Mangue forlænger med Esbjerg

Spanske Marta Mangue forlængede tirsdag sin kontrakt med Esbjerg Elitehåndbold. Hun får nu tre sæsoner mere i Esbjerg.

- Jeg kan godt lide at være i Esbjerg, og jeg føler, at klubben og jeg matcher godt sammen. Jeg er glad for, at vi nu er blevet enige om vilkårene for min kontraktforlængelse, og nu ser vi fremad, siger den 26-årige spiller.

Flere medier har vurderet, at hun var tabt for den vestjyske håndboldklub, da parterne for nylig gik fra hinanden, fordi der var uenighed om de økonomiske vilkår. Det var Team Esbjerg, som kontaktede Marta Mangue for at genoptage forhandlingerne.

Løbende dialog

Tænkepausen har været god for begge parter, for denne gang nåede man relativ hurtig frem til en løsning, der tilgodeser både spiller og klub.

- Der har hele tiden været en dialog mellem Team Esbjerg og Marta, og det er nu lykkedes også at få det økonomiske på plads. Marta Mangue er unik spiller i verdensformat, og hun kommer til at spille en væsentlig rolle på Esbjergs hold i fremtiden, siger sportschef Flemming Videriksen.

Tilfreds cheftræner

Der var tirsdag også smil på hos cheftræner Jan Paulsen, da han fik besked om kontraktforlængelsen:

- Marta er en fantastisk spiller, og når hun er på sit højeste, er hun en af verdens bedste. Hun er nu integreret i Esbjerg og Danmark og kan udvikle sig endnu mere som håndboldspiller, siger Jan Paulsen.