Martin Braithwaite rykker tættere og tættere på FC Barcelona

Den tidligere Esbjerg-spiller er tæt på et skifte til FC Barcelona. Det skriver flere medier. Hans agent forventer en offentliggørelse indenfor de næste par døgn.

Det handler om dage. Måske timer. Måske minutter. 

Så kan Esbjerg-drengen Martin Braithwaite kalde sig for FC Barcelona-spiller. Det er i hvert fald forventningen fra Hasan Centikaya, der repræsenterer Martin Braithwaite.

- Jeg forventer, at der sker noget torsdag, skrev Hasan Cetinkaya tirsdag til Ekstra Bladet.

Det betyder nødvendigvis ikke, at handlen ikke vil blive offentliggjort allerede i dag.

TV 2 SPORT skrev i går aftes, at en kilde tæt på FC Barcelona har fortalt til mediet, at der også har været talt om at lave en præsentation af Martin Braithwaite allerede onsdag morgen eller formiddag.

Men indtil videre lader det vente på sig.

 
 

Fylder aviserne

Historien om Braithwaite og skiftet til storklubben begyndte for alvor at trække overskrifter rundt om i Spanien i mandags. Her berettede flere af de store sportsaviser om, at FC Barcelona havde set sig lune på den danske spiller.

Ifølge medierne var Hasan Centikaya i Barcelona.

Danskerens nuværende klub har overfor TV 2 SPORT bekræftet, at der har været kontakt mellem Leganes og Barcelona. Der havde dog ikke været tale om konkrete forhandlinger på det tidpsunkt, siger Leganes sportsdirektør til TV 2 SPORT.

Derfor kan FC Barcelona købe Braithwaite nu

Transfervinduet, hvor man kan handle spillere, blev lukket d. 31. januar. Herefter var det ikke længere muligt at købe og sælge spillere. 


Når FC Barcelona alligevel kan gå ud og købe Martin Braithwaite på nuværende tidspunkt i sæsonen, så skyldes det, at klubben helt ekstraordinært har fået tilladelse til at købe og registrere en angriber af den spanske La Liga. 

Det sker, fordi en af klubbens spillere er blevet langtidsskadet og ikke spiller resten af sæsonen. I følge de spanske liga-regler giver det mulighed for at købe en anden spiller i en anden spansk klub. 

- Der har været ét uformelt opkald, hvor Barcelona ønskede at informere os om, at de har flere muligheder, siger sportsdirektør Txema Indias.

- Men der har ikke været nogen formel kontakt med FC Barcelona i form af et bud.

Mere og mere tyder dog på, at Martin Braithwaite snart kan trække FC Barcelona-trøjen over hovedet og blive en del af storklubben.  

Fra Esbjerg til Spanien

Martin Braithwaite indledte karrieren i Sædding-Guldager Idrætsforening, inden barndomsklubben blev skiftet ud med Esbjerg fB.

Det er ikke første gang, at den vestjyske spiller får stor omtale. 

TV SYD besøgte Martin Braithwaites morfar, Frede Christensen, tilbage i november, da barnebarnet var med til at sikre det danske landshold billetten til EM.

Martin Braithwaite scorede Danmark til EM og tilbage sidder en meget stolt morfar i Esbjerg.

Karrieren har taget Martin Braithwaite fra Danmark til Frankring, England og nu Spanien, hvor han spiller for klubben CD Leganes, der spiller i den bedste spanske fodboldrække.

Om lidt kan Martin Braithwaite være ny mand i den stjernespækkede Barcelona-trup.