Masser af el-cykler på plejehjem: Ældre skal have vind i håret

I Sønderborg er de såkaldte cykel-taxaer et stort hit. Nu hopper Kolding og Esbjerg med på cyklen.

Esbjerg Kommune har købt seks eldrevne rickshaw-cykler og i Kolding har de købt syv, som fremover skal sørge for, at ældre på kommunens plejecentre kommer ud på cykelture og får vind i håret.

Det er frivillige som skal sørge for at de ældre kommer af sted, og kommunerne er lige nu i gang med at hverve frivillige.

- Vi er ude på uddannelsesinstitutioner, hvor vi prøver at få de unge til at køre cyklerne, siger Bente Suni, der er aktivitetsmedarbejder i Kolding Kommune til TV SYD.

I Kolding er de syv cykler blevet fordelt ud på syv plejecentre i byen.

Sønderborg Kommune har tidligere på året også anskaffet sig et par el-cykler, hvor de ældre med stor succes kom af sted på cyklerne.