Massevis af krudt midt i bolig-kvarter

Esbjerg-firma opbevarer fem tons krudt midt i bolig-område.

I følge oplysninger TV SYD er kommet i besiddelse af, så opbevarer virksomheden Viking Life Saving Equipment på Sædding Ringvej i Esbjerg fem tons krudt - midt i et tæt bebygget parcelhusområde.

Virksomheden udvikler og sælger sikkerhedsprodukter til brug til søs - blandt andet redningsflåder, men også nødblus, der indeholder krudt.
Og netop nødblus og nødraketter ER klassificeret som fyrværkeri.
De indeholder en kemisk blanding, der kan få dem til at antænde og brænde længe.

Viking opbevarer nødblus og raketter lige så tæt på beboelse, som tilfældet var ved Seest-ulykken.

Jan Holmbach Henriksen har arbejdet med sikker transport af farligt gods og sprængstoffer i 25 år. Ifølge ham burde en virksomhed som Viking ikke ligge klods op ad et parcelhuskvarter.

Viking har også andre naboer end almindelige huse. Længere henne ad vejen ligger en tankstation.

Ifølge TV Syds oplysninger overholder Viking alle de gældende regler.
Virksomheden har ikke ønsket at kommentere.