Melodi Grand Prix-vinder glæder sig til at komme hjem til Bramming

Melodi Grand Prix-vinderen Laurits Emanuel glæder sig til at komme hjem til familien i Bramming efter nogle lange arbejdsdage ovenpå lørdagens sejr.

En lang arbejdsdag, der startede klokken 6 i DR Byen i København, er ved at være overstået - og så alligevel ikke. For i arbejdspauserne venter interviews med forskellige medier. 

Laurits Emanuel er den ene halvdel af duoen Fyr & Flamme, som i lørdags vandt Dansk Melodi Grand Prix med sangen 'Øve os på hinanden', som musikeren har skrevet. 

Og siden sejren har Laurits Emanuel og duoens anden halvdel, Jesper Groth, haft travlt. Så travlt at Laurits Emanuel endnu ikke har haft tid til at tage hjem til Bramming for at se sin kone og to små sønner.

Lang vej til Bramming

Laurits Emanuel er født og opvokset i Tørring i Hedensted Kommune, og efter mange år i København valgte han og familien at rykke til Bramming for lidt over et år siden.

I dagligdagen fungerer det fint at bo i det jyske, selvom det kræver arbejdsture til København, hvor makkeren Jesper Groth bor. Musikeren og hans kone har købt et hus, hvor Laurits Emanuel har fået sit eget musikstudie.

Men ovenpå rusen over sejren, som han endnu ikke har kunnet dele rigtigt med familien, føles Bramming langt væk.

- I hvert fald så langt, at jeg ikke lige ville kunne tage derover og bare lige se dem og huske, hvordan de dufter. Mine børn er så små, at de jo sikkert er vokset i den tid, jeg har været væk. Så jeg synes, at det føles rigtig langt væk.

Musikeren Laurits Emanuel bor i disse dage på hotel i København, da han har travlt efter Melodi Grand Prix-sejren i weekenden. Hans hverdag er pakket ned i en taske, som han kan tage med rundt, imens han er væk fra hjemmet i Bramming.
Musikeren Laurits Emanuel bor i disse dage på hotel i København, da han har travlt efter Melodi Grand Prix-sejren i weekenden. Hans hverdag er pakket ned i en taske, som han kan tage med rundt, imens ...
Foto: Pernille Leftes, TV SYD

Tid til tanker i Tørring

Opvæksten i Tørring har givet Laurits Emanuel tid til musikken.

- Dengang var der ligesom tid til fordybelse på en måde, som jeg har snakket med mine venner, der kom fra Vejle, og venner, jeg siden har fået i København, om, at de måske ikke helt har haft på samme måde. Så der blev nørdet utroligt meget, og jeg kunne sagtens sidde og spille trommer i fire timer, efter jeg kom hjem fra skole, fortæller musikeren.

Derudover fremhæver han Tørring Gymnasium som et fristed for musik, eller hvad man ellers drømte om at beskæftige sig med.

Forberedelser til Eurovision

Allerede nu er forberedelserne til Eurovision Song Contest gået i gang for Fyr & Flamme. Dagen er blevet brugt på at indspille en version af 'Øve os på hinanden', som kan bruges i tilfælde af, at gruppen ikke kan tage til Holland i maj og optræde med nummeret på grund af coronavirus.

Laurits Emanuel er ved at undersøge, om han kan få sin familie med til Holland, så han kan dele oplevelsen med dem. Men det ser ud til, at chancerne er små.

Og selvom duoen glæder sig til at komme afsted og optræde med deres nummer for et endnu større publikum, så ville musikeren ønske, at han kunne dele oplevelsen med sin kone og to sønner:

- Forhåbentligt skal vi ikke være ligeså trætte. Når man er træt, så er man også meget følsom. Jeg tror, at det kan blive en rigtig god oplevelse, og det har dét her bestemt også været. Men jeg vil helst ikke tænke for meget på det. Det bliver nok meget det samme som det her.