Mikkel drømmer om sort bælte trods autisme

Da Mikkel Hansen første gang kom i karateklubben Special Tigers, var han tæt på at have en depression. I dag har han det orange bælte.

16-årige Mikkel Hansen slår hårdt. Han er autist, og to gange om ugen kører han fra Skærbæk til Esbjerg for at dyrke karate. 

quote

Autismen gør det nogle gange svært for mig at forstå, hvad det er, træneren vil have mig til – selvom det er enkelt.

Mikkel Hansen, elev, Skærbæk 

- Karate er ret fint og ret sjovt. I starten var det svært, men jeg lærte hurtigt at give slag, siger Mikkel Hansen til TV SYD.

Midt i Esbjerg ligger karateklubben Special Tigers. En klub, der har et hold for autister, men det er en lille klub. En meget lille klub. For det kan være svært for unge med vanskeligheder som Mikkels at overskue, det der sker.

- Autismen gør det nogle gange svært for mig at forstå, hvad det er, træneren vil have mig til – selvom det er enkelt. Men så viser han det bare én gang til, siger den unge karateudøver.

quote

Udfordringen ved at træne dem er, at jeg nogle gange skal forklare tingene lidt anderledes, end jeg ville gøre normalt.

Oliver Ljunggren Træner, Special Tigers, Esbjerg 

Træneren forstår de unge
Og netop det der med at forstå de unge autisters behov er meget let for træneren Oliver Ljunggren. Han har nemlig selv diagnosen autisme, så han ved lige præcist, hvorfor de unge reagerer, som de gør.

- Jeg føler, at jeg forstår de unge lidt bedre, og jeg kan sætte mig ind i deres problematikker og vanskeligheder. Det er nemmere for mig at se, hvis de har svært ved noget og så sige, hvad de skal gøre i stedet for – om de unge skal have en pause, eller om vi skal sige, at det var det for i dag, siger han til TV SYD.

Oliver Ljundggren elsker at have trænertitlen, og han har selv dyrket karate i otte år. Han kræver noget af de unge, men han ved også, at han træner en gruppe med særlige behov.

- Udfordringen ved at træne dem er, at jeg nogle gange skal forklare tingene lidt anderledes, end jeg ville gøre normalt - med god tid, så de unge får plads til at få det hele ind.

Oliver har gjort en stor forskel
Spørger man Mikkel Hansen mor, så er hun ikke i tvivl, hvilken betydning Oliver har haft på hendes søns liv.

quote

Oliver er som sendt fra himlen, fordi han forstår Mikkel på en helt anden måde. 

Lena Hansen, Mikkels mor, Skærbæk 

- Oliver er som sendt fra himlen, fordi han forstår Mikkel på en helt anden måde. Den forståelse, som Oliver har, kan få Mikkel til at falde til ro, uden at Mikkel bliver sur over det, siger hun.

Siden første dag i karateklubben har Mikkel været glad for at komme dér, og i dag kan han prale af at have det orange bælte, men det er ikke nok for ham.

- Jeg vil i hvert fald prøve at få et bælte til, og hvis jeg virkelig bliver god, vil jeg prøve at få det sorte bælte, fortæller han.