Millioner af kroner til projekt om unge med krig i blodet

4,7 millioner kroner til projekt om af-radikalisering. Nu skal museer med Esbjerg og Varde i spidsen dykke ned i tiden lige efter befrielsen i 1945.

5. maj 1945. Det danske flag vajede alle steder. For Danmarks vedkommende var 2. verdenskrig slut efter fem lange år under den tyske besættelse. 

Nazisterne havde udspillet deres rolle. Det samme havde modstandsfolkene inden længe. Porten til en ny fremtid stod på vid gab. Hvad nu?  

- Vi stopper ofte med at stille spørgsmål, når vi når til befrielsen, for den står helt naturligt som slutningen på en fortælling,  siger Henrik Lundtofte, der er leder af projektet og til daglig arkivleder for Historisk Samling fra Besættelsestiden på Esbjerg Museum.  

Henrik Lundtofte og hans ansatte i projektet har nu tre år til at dykke ned i, hvordan man fik de unge - både landsforræderne og modstandsfolk - væk fra en mulig radikalisering og på rette vej.
Henrik Lundtofte og hans ansatte i projektet har nu tre år til at dykke ned i, hvordan man fik de unge - både landsforræderne og modstandsfolk - væk fra en mulig radikalisering og på rette vej.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD
quote

Da befrielsen kom, opstod der kæmpeudfordringer, som havde rødder i krigen

Henrik Lundtofte, leder af projektet og til daglig arkivleder for Historisk Samling fra Besættelsestiden på Esbjerg Museum.

Bare Bent og Ole igen

Nu har han og en række samarbejdspartnere fået en bevilling på 4,7 mio. kr. fra VELUX FONDEN. Med de penge skal han prøve at finde svar på nogle af de mange spørgsmål og udfordringer, der rejste sig efter krigens afslutning. Det gælder blandt andet spørgsmålet om, hvordan man fik de unge - mange af dem præget af krigens natur - tilbage i samfundet. 

- Da befrielsen kom, opstod der kæmpeudfordringer, som havde rødder i krigen. Danske SS-folk og Hipo’erne skulle afnazificeres, for ikke at snakke om alle de unge modstandsfolk der skulle vænne sig til bare at være Bent og Ole igen, og som nogle gange virkelig havde brug for hjælp til at begynde et nyt liv i et fredstidssamfund, siger Henrik Lundtofte. 

Han har allerede arbejdet længe med projektet og er meget glad for bevillingen. Den betyder nemlig også, at arkivet på Esbjerg Museum får både en ph.d.-studerende og en projektansat til at hjælpe med forskningen.   

Projektet skal give:

• To ph.d.-afhandlinger

• En bogudgivelse

• En international konference

• Undervisningsforløb

• Webformidling

• Podcasts

• Museumsudstillinger i Oksbøl, Esbjerg og Viborg

Afradikalisering - stadig et aktuelt emne  

Men Henrik Lundtofte og hans medarbejdere skal ikke løse opgaven alene. Projektet er blevet til i et samarbejde med Vardemuseerne, Viborg Museum og Syddansk Universitet. Den nye viden skal formidles bredt ud. 

Sydvestjyske Museers direktør Flemming Just er selvsagt også meget begejstret for, at det er lykkedes at skaffe midler:

- Projektet giver perspektiv på højaktuelle problemstillinger om af-radikalisering og medborgerskab, siger han.

Projektdeltagerne er:

• Sydvestjyske Museer

• Vardemuseerne

• Viborg Museum

• Danish Centre for Welfare Studies, Syddansk Universitet

• Aarhus Universitets/DPU

• Aarhus Universitets danmarkshistorien.dk

• Nationalmuseets mediehus Vores Tid 

• Esbjerg Kommunes skoletjeneste, MYRTHUE - Natur, Kultur & Læring

Museer og universiteter i samarbejde 

Henrik Tronier fra VELUX FONDEN siger om bevillingen:

- Både store og mindre museer i store og mindre byer kan i samarbejde med universiteterne præstere forskning og formidling på højt niveau. Museerne spiller en vigtig rolle i at dele ny forskning og viden med befolkningen overalt i landet og kan skabe engagement, oplevelser og samtaler om vores fortid, nutid og fremtid. 

Projektet begynder efteråret 2022 og afsluttes i 2025.