Ministre åbner ny skole - den skal støtte den grønne omstilling
Rybners i Esbjerg, TEC og Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier udpeges af regeringen som de tre nye klimaerhvervsskoler. Skolerne skal arbejde målrettet med omlægning af energisektoren, grøn transport, klimavenligt landbrug og bæredygtigt byggeri.
Så skete det. Efter lang ventetid - og en lige ved og næsten-beslutning, men så kom der et valg - ja, så blev den røde snor klippet. Tre klimaerhvervsskoler i Danmark er nu åbnet. Den ene ligger i Esbjerg.
Det er Rybners, der skal stå for erhvervsklimaskolen for energi.
- Vi har i mere end to år kæmpet for at blive en af de tre nationale klimaerhvervsskoler. Nu er det lykkedes. Vi bliver den største af de tre skoler og glæder os til at komme i gang med opgaven, siger administrerende direktør på Rybners, Olaf Rye.
Ny energi
Skolen her skal især arbejde med omlægning af energisektoren. Konkret betyder det, at skolen skal "udvikle og tilbyde undervisning i særlige teknologier inden for energiområdet, hvor der hele tiden udvikles ny viden for eksempel inden for vindenergi, varmepumper og solceller", som der står i pressemeddelelse fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Det kommer til at sætte præg på Esbjergs erhvervsliv.
- Med over 200 virksomheder, herunder Esbjerg Havn, der støtter op om vores vision for klimaskolen, har vi vist værdien af at have en erhvervsuddannelsesinstitution, der kan uddanne fremtidens medarbejdere inden for den nyeste energiteknologi. Det er et samarbejde, der vil styrke både erhvervslivet og klimaindsatsen, siger Olaf Rye.
Elbiler og PtX
Rybners blev i dag åbnet af hele to ministre. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), og økonomiminister Stephanie Lose (V). De hilste på elever på personvognsmekanikeruddannelsen, som arbejder i værkstedet på elbiler.
Bagefter var de i svejseteknisk afdeling, hvor kursister arbejder med opbygning af energiløsninger. Kursisterne er alle i beskæftigelse og på kursus for at opnå nye certifikater til blandt andet fjernvarmeområdet, vindmølleindustrien samt det industrielle område med fokus på power-to-x.
Samle kræfterne
De to andre skoler er TEC i København og Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier i Herning.
- I mine øjne giver det rigtig god mening at samle kræfterne omkring nogle af de helt store klimaudfordringer i landbrug, byggeri, transport- og energisektoren. De tre skoler får mulighed for at løbe i forvejen og hjælpe andre skoler, så alle skoler ikke skal opfinde den dybe tallerken i forhold til, hvordan erhvervsuddannelserne kan arbejde med nogle af de alvorlige klimaudfordringer, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (A) i pressemeddelelsen fra ministeriet.
Ifølge Signe Tychsen Philip, der er chef for erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelserne i Dansk Industri, skal klimaerhvervsskolerne også gerne gavne andre udenfor de tre skoler.
- Problemstillingerne er ikke isoleret til tre steder i landet, så vi vil være meget opmærksomme på, hvordan initiativet kommer hele landet til gavn og ikke kun elever i Esbjerg, København og Herning, siger hun.
Om klimaerhvervsskolerne
Midlerne til klimaerhvervsskolerne er oprindeligt afsat med aftale om finansloven for 2023, hvor der er afsat cirka 100 millioner kroner årligt fra 2023-2028 og cirka 30 millioner kroner årligt fra 2029 og frem. Midlerne i 2023 er udmøntet som et særtilskud til de tekniske erhvervsuddannelser og landbrugsuddannelsen, mens midlerne fra 2024 og frem udmøntes til etablering af tre klimaerhvervsskoler.
Grønne vinkler
De tre skoler skal være med til at udvikle og formidle nye undervisningsforløb, iværksætte forsøg med udvikling og afprøvning af nye erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser og fag. Desuden skal de bidrage til faglig opkvalificering af undervisere, så elever og kursister får nyeste viden inden for nye teknologier og nye arbejdsmetoder inden for grøn omstilling.
For at løfte det formål skal klimaerhvervsskolerne investere markant i grønne og nytænkende fysiske rammer og udstyr, der vil markere dem som uddannelsesinstitutioner med høje ambitioner inden for den grønne omstilling.
Rybners skal derfor til at bygge nyt. Skolen har allerede en grund klar, hvor der skal ligge en ny bygning til netop denne uddannelse.
Rybners er:
Teknisk skole
Handelsskole (HG)
Gymnasium
Handelsgymnasium
Teknisk gymnasium
Kursuscenter
Rescue Center Denmark.