Museer og spillesteder: Kom og besøg os nu

En række kulturinstitutioner i Esbjerg Kommune går sammen om opfordring til folk om at støtte det lokale kulturliv.

Hvis du er glad for dine lokale kulturinstitutioner, så er det nu, du skal besøge dem.

Det er budskabet i et fælles opråb fra ni kulturinstitutioner i Esbjerg.

Steder som Fiskeri- og Søfartsmuseet har lige nu op mod 70 procent færre kunder end i et normalt år.

Det er coronaens og de lukkede grænsers skyld - det er især de tyske og hollandske turister, man mangler. Samtidig er danskerne stadig ikke vendt tilbage, efter samfundet er begyndt at åbne igen.

quote

Så det er nu, du skal komme og vise, at du bakker op. For vi har aldrig haft mere brug for det.

Merete Jankowski, direktør, Fiskeri- og Søfartsmuseet

- Vi håbede, at alle de kulturhungrende danskere ville vælte ind igen, men sådan er det jo ikke. Vi ligger i øjeblikket på 30 procent af vores normale kapacitet, og det er endda relativt højt i forhold til mange andre museer, fortæller Merete Jankowski, direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

På nuværende tidspunkt af sæsonen er museet vant til at tage imod de første sommergæster. Desuden plejer mange lejrskoler og danskere på weekendophold at gå gennem tælleapparaterne.

- Vi er meget udfordrede i forhold til, at vi ser ind i en sommer, hvor vi ikke ved, om turisterne kan komme over grænsen. Om der kommer sommerpakker, eller hvordan det kommer til at se ud med coronarestriktionerne, siger hun og tilføjer:

- Så det er nu, du skal komme og vise, at du bakker op. For vi har aldrig haft mere brug for det.

Merete Jankowski er ny direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.
Merete Jankowski er ny direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.
Foto: Heidi Birgitte Ida Dalgaard Clemmesen, TV SYD

- Oplev egen by

Esbjerg Kunstmuseum er også presset. Museet har kun 17 procent af de besøgende, de til sammenligning havde i samme periode 2019.

- Vi mangler både danskere og udenlandske turister. Vi synes samtidig, det er meget vigtigt at få de lokale til at besøge de lokale kulturinstitutioner. Altså bakke op om det der sker lige rundt om hjørnet, mener Inge-Merete Kjeldgaard, direktør for museet.

Torben Seldrup, direktør i Musikhuset Esbjerg, er enig i opfordringen til kommunens borgere.

- Vi har det jo med at rejse ud til andre byer eller lande for at opleve ting. Men der er rent faktisk mange ting, man kan opleve i egen by også. Det er det, vi prøver at gøre opmærksom på, siger han.

Musikhuset præsenterer normalt i omegnen af 10-15 arrangementer om måneden. I øjeblikket ligget niveauet på et-to arrangementer.

Inge-Merete Kjeldgaard, direktør for Esbjerg Kunstmuseum.
Inge-Merete Kjeldgaard, direktør for Esbjerg Kunstmuseum.
Foto: Heidi Birgitte Ida Dalgaard Clemmesen, TV SYD

Følgende institutioner er med i annoncekampagnen

  • Esbjerg Kunstmuseum
  • Fiskeri og Søfartsmuseet
  • Musikhus Esbjerg
  • Ribe Kunstmuseum
  • Ribe VikingeCenter
  • SEPE - Sport og Event Park Esbjerg
  • Sydvestjyske Museer (Esbjerg Museum, Museet Ribes Vikinger, Jacob A. Riis Museum, HEX!)
  • Tobakken
  • Vadehavscentret