Niels-Kristian Iversen vinder VM-grandprix i Polen

Esbjerg-køreren Niels-Kristian Iversen leverede flot speedwaykørsel lørdag aften og vandt VM-grandprixet i polske Torun.

Niels-Kristian Iversen har haft en svær start på grandprix-serien i denne sæson - men i de to seneste løb er det hele vendt rundt.

Hjælp fra en mental coach og en ekstra indsats til træning på banen har nu vist sig at have effekt for Esbjerg-køreren, der er tilbage, hvor han ønsker at være.

- Nu er jeg tilbage og øverst på podiet. Det er bare fantastisk, sagde en lykkelig og stolt Niels-Kristian Iversen lørdag aften efter sejren i Polen.

Inden det sidste VM-grandprix i denne sæson, som køres 22. oktober i  Melbourne i Australien, har Niels-Kristian Iversen kun tre point op til svenske Fredrik Lindgren på ottendepladsen.

Det er de otte bedste kørere, som automatisk får en plads i næste års serie. Sidste år blev Esbjerg-køreren nummer to ved grandprixet i Melbourne.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.