Nu skal der løbes i parken

Lørdag den 8. januar 2011 lyder startskuddet for et ugentligt motionsløb på 5 kilometer i Vognsbølparken i Esbjerg. Det er samtidig premiere på et helt nyt løbe-koncept.

Det nye løb bærer navnet parkrun og indebærer foruden gratis deltagelse også tidtagning.
Tilmelding sker online, og skal kun foretages én gang. Når først man er tilmeldt, er det bare at møde op til de løb, man ønsker at deltage i. Efter løbet vil man samme dag inden klokken 13 kunne se sit resultat online, hvor man også kan se diverse statistikker over ens egne og andres løb.

Kommer også til Vejen

Parkrun-konceptet, der stammer fra England, bygger på at alle skal have mulighed for at komme ud at løbe, og vel at mærke gratis. Esbjerg parkrun bliver en tilbagevendende begivenhed hver lørdag kl. 9.00, hvor man kan få afprøvet formen, uanset om man løber de 5 km på 16 eller 45 minutter.
Det første danske parkrun blev etableret i København på Amager Fælled i 2009, og siden da er interessen steget markant.
I løbet af foråret vil der dukke flere danske parkruns op ? blandt andet i Vejen, Holbæk og omkring København.