Ny godsterminal til 100 mio. kr. gabende tom

Ingen vil bruge en ny godsterminal til 100 mio. kr. på havnen i Esbjerg, fordi den er konstrueret forkert.

Meningen var, at terminalen skulle flytte godstransport væk fra lastbilerne og over på jernbanen.

Men:

- Vi er ikke interesseret i terminalen. Den er konstrueret, så omkostningerne fra starten gør det umuligt for jernbanen at konkurrere med lastbiltrafikken. Et typisk eksempel på et projekt, som bliver gennemført hen over hovedet på de virksomheder, der har indsigt i driftsomkostningerne og godsmarkedet, siger Gottfried Eymer, direktør for DB Schenker Rail Scandinavia, til Børsen.

Og speditionsfirmaet Blue Water fra Esbjerg:

- Jeg har endnu til gode at se, hvordan tilbuddene prismæssigt vil blive skruet sammen, siger Søren Stougaard fra Bluewater til avisen.

Terminalen har kostet 100 mio. kr., som er delt mellem Esbjerg Havn og Transportministeriet.

Ifølge Børsen rakte bevillingerne ikke til det projekt, som markedet efterspurgte. I stedet blev der bygget en skrabet udgave af godsterminalen, hvor jernbaneselskaberne skal benytte ekstra lokomotiver og ekstra mandskab for at få godsvognene på plads ved terminalen.

- Terminalen er et udtryk for det, der var muligt at gennemføre inden for budgettet og under hensyntagen til de fysiske begrænsninger på Esbjerg Havn. Det har været det muliges kunst. Det var mere optimalt at anlægge nogle 800 meter lange skinner, der gjorde terminalen mere effektiv. Men det lod sig nu engang ikke indpasse i Esbjerg Havns planer for havnens udvikling, siger Martin Munk Hansen, områdechef for anlægsudvikling i Banedanmark, til Børsen.

Han mener, at det er for tidligt at sige, at der ikke er nogen interesse for terminalen.