Ny sensation: Esbjerg går videre

Esbjerg vinder 1-0 over franske St. Etienne på udebane og går dermed videre til gruppespillet i Europa League med sammenlagt 5-3.

Esbjerg er klar til gruppespillet i Europa League. Det er en realitet efter at holdet overraskende sejrede 1-0 på udebane mod St. Étienne. Dermed avancerer Esbjerg med samlet 5-3.

Den franske favorit dominerede som forventet det meste af kampen og skulle blot bruge en sejr for at gå videre, med mindre Esbjerg kunne score urealistiske tre udebanemål.

Selvmål

Men netop som man i det 73. minut forventede et massivt fransk pres, slog Esbjerg i stedet kontra og scorede til 1-0.

Emil Lyng blev spillet helt fri i højre side, og inde på midten kunne han sigte efter to Esbjerg-angribere, der kun blev generet af en forsvarsspiller, Bayal Sall.

Alligevel ramte indlægget Sall, der var så uheldig at kanonere bolden ind i egne netmasker.

Og så kunne Esbjergs træner, Niels Frederiksen, opføre en stor jubelscene på sidelinjen.

Kampen begyndte ellers hektisk set fra en Esbjerg-vinkel. Blot to minutter var spillet, da målmand Frederik Rønnow forærede en stor chance væk med en uheldig aflevering.

Triumf

Siden spillede han sig dog gevaldigt op og var en af de bærende skikkelser i triumfen.

Senere var Magnus Lekven uheldig med en aflevering, så Brandao kunne afslutte nærgående for det franske hjemmehold.

Som tiden skred frem, fik Esbjerg dog en bedre balance og organisation, og St. Etienne var ikke lige så dominerende, som man kunne forvente af et stærkt fransk mandskab, der ligger nummer fem i den stærke franske liga.

Lodtrækning i morgen

I perioder pressede St. Étienne på, men skabte ikke striber af store chancer. Esbjerg kæmpede heroisk og fik afværget de fleste tilnærmelser, inden det blev for nærgående.

Fem minutter før tid havde Brandao en kæmpe chance for at skabe spænding, men hans forsøg ramte roden af stolpen.

Tættere kom St. Étienne aldrig på scoringen, og Esbjerg kommer dermed til at repræsentere Danmark i Europa i resten af efteråret.

Lodtrækningen til Europa Leagues gruppespil foretages fredag kl. 12.