Nye spor efter savnet dement kvinde

Fundet af en cykelhjelm i Ribe Å ved broerne over til andeøerne kan føre til et gennembrud i eftersøgningen af den demente 68-årige Jytte Blæsberg fra Bramming, der har været savnet siden søndag.

Syd- og Sønderjyllands Politi har nu fået bekræftet, at den forsvundne kvinde havde fået en ny cykel, som hun formodes at være cyklet afsted på. Cyklen er hvid og svagt lyslilla af mærket Kildemoes. Ligeledes er hendes cykelhjelm ikke kun hvid, men hvid og koboltblå med en sort skærm.

Seneste udvikling i eftersøgningen er, at politiet har fundet en cykelhjelm i Ribe Å ved broerne over til andeøerne. Ifølge et vidne er samme cykelhjelm set længere opstrøms i forgårs. Både plejepersonale og pårørende bekræfter, at den med stor sandsynlighed er magen til Jytte Blæsbergs hjelm.

Politiet er i øjeblikket ved at undersøge, om der er sammenhæng mellem den fundne hjelm og Jytte Blæsberg eftersøgning.

Derfor koncentrer politiet nu eftersøgningen langs Ribe Åsystem fra Warming Vesterby til Ribe by. Eftersøgningen fortsættes fra luften af helikopter, mens Beredskabsstyrelsen gennemsøger Åsystemet med båd. På land søger hundeførere på begge sider af åen.

Har du set en mørkhåret kvinde på en hvid og lyslilla cykel, med eller uden blå og sort hjelm, eller har du set en cykel svarende til beskrivelsen, bedes du hurtigst muligt kontakte politiet på 1-1-4.

Jytte Blæsberg er dement og vil på nuværende tidspunkt være ude af stand til at tage vare på sig selv.