Nye udgravninger skal afsløre gammel kirke

Arkæologer leder fortsat efter Danmarks første kirke, som den danske konge Horik i 850'erne gav Ansgar lov til at bygge i Ribe. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Starter i efteråret

Ved de hidtidige talrige arkæologiske udgravninger i Danmarks ældste by - som i år fejrer sit 1300-års jubilæum - er det endnu ikke lykkedes at finde rester af en kirkebygning, som kunne være Ansgars, men i løbet af efteråret håber arkæologer ved Sydjyske Museer at komme i gang med nye udgravninger ved Ribe Domkirke.

Usikkerhed

Med dem vil man forfølge de spor af tidlig kristendom, der blev afdækket ved udgravninger af en brandtomt ved kirken i 2009, oplyser museumsinspektør Claus Feveile.

- Vi ved ikke med sikkerhed, om Ansgars kirke nogensinde blev bygget, men ved udgravningerne i 2009 fandt vi fire meter nede for første gang rester af kristne vikingegrave, og efter al sansynlighed har de haft tilknytning til en kirkebygning, fortæller han.