Nyslået lottomillionær vil have internet og stor tv-pakke

En kvinde i 60’erne har været tæt på at miste livet. Nu har hun vundet knapt fire millioner i Lotto.

Den nye mangemillionær fra Esbjerg Kommune blev udtrukket i den sidste Lottotrækning i 2017. Men hun fejrede nytår uden den fjerneste anelse om den store gevinst.

- Det er sjovt at tænke på, at jeg kom ind i et nyt år som millionær uden at vide det. Havde jeg vidst det, havde jeg nok drukket et ekstra glas champagne nytårsaften - eller to, siger hun med et grin til Danske Spil.

Kvinden vandt 3,75 millioner skattefri kroner i årets sidste Lottotrækning, hvor 1. præmien på 15 millioner kroner blev delt mellem fire heldige vindere.

quote

Havde jeg vidst det, havde jeg nok drukket et ekstra glas champagne nytårsaften - eller to.

Nyslået, kvindelig Lottomillionær fra Esbjerg Kommune

- Jeg er slet ikke kommet mig over det endnu. Jeg har ikke sovet de sidste par nætter, og jeg begynder at tude hvert andet minut. Af glæde altså. Det er så fantastisk. Sikke en måde at starte 2018 på.

Pengene falder på et tørt sted for kvinden, der kan se tilbage på nogle hårde år, med nogle alvorlige arbejdsskader og medfølgende sygdom, der var tæt på at tage livet af hende. Hun er for nylig gået ned i ydelse og har brugt meget tid på at regne ud, hvordan hun nu skulle få det hele til at hænge sammen.

- Hvis du vidste, hvordan jeg har haft hovedbrud over min økonomiske situation. Jeg har aldrig haft mange penge, forklarer kvinden.

Den nyslåede millionær vil nu have installeret internet derhjemme, og hun overvejer også at bestille den store tv-pakke, da hun godt kan lide at se store sportsbegivenheder.

Og så skal hun realisere en gammel drøm.

- Jeg har altid drømt om et sommerhus på Fanø. Men nu er jeg blevet for gammel til at holde det. Så nu bliver det til en ferielejlighed i stedet for, hvor jeg kan sidde og kigge ud over vandet og bare nyde livet, slutter den nyslåede Lottomillionær.

Endelig har kvinden lovet sine børnebørn, at de alle skal ud at rejse.