Nyt livreddertårn skal lære folk om livredning i Esbjerg

Tårnet er lige nu på prøve i Svømmestadion Danmark i Esbjerg. Til næste år vil Trygfonden se, om konceptet skal bredes ud.

I Svømmestadion Danmark i Esbjerg er der lige nu skudt et nyt – og lidt anderledes – reddertårn op. Livreddertårnet er fyldt med udstyr, men der er ingen livredder. I stedet er det meningen, at svømmehallens gæster skal gå på opdagelse i livredderudstyret og træne livredning

- Livredning har været forbeholdt folk i uniform, men med reddertårnet prøver vi at gøre det mere tilgængeligt at træne og lære at kunne redde sig selv og andre, siger Michael Iwersen, der er livredder og uddannelsesleder ved Trygfonden.

I tårnet finder man blandt udstyr som redningsveste, redningskranse, redningstorpedo og boards, som man kan træne med i svømmehallen. På den måde kan man for eksempel prøve en redningskrans under kontrollerede forhold eller øve sig i at redde et andet menneske i svømmehallen.

- Om sommeren har vi livredderpatruljen, hvor vi kører rundt og lærer folk om livredning og viser vores udstyr frem. Det har folk været meget interesserede i, men der er vi så interesserede i at komme endnu bredere ud, specielt her om vinteren. Og det er svømmehallerne jo en rigtig god arena til.

Tårnet er blevet til som et forsøg i Trygfonden. Lige nu er tre tårne ude i tre forskellige svømmehaller, og efter nytår vil Trygfonden vurdere, om konceptet skal bredes ud.