Online fødselsforberedelse er en succes: Fortsætter også efter corona

Siden nedlukningen i foråret har fødselsforberedelsen for gravide foregået online, og tilbuddet er blevet modtaget så godt, at det også fortsætter, når corona er overstået.

Da landet lukkede i marts, skruede sygehusene samtidig ned for, hvem der måtte komme ind ad dørene.  Det betød blandt andet, at gravide ikke kunne møde op på sygehuset for at deltage i fødselsforberedelse. I stedet er undervisningen blevet digital, og det er blevet modtaget godt.

quote

Man kan godt mærke, at det er noget nyt, de prøver, og at det er coronatider.

Sandra Nielsen, gravid og deltager til online fødselsforberedelse.

- Man kan godt mærke, at det er noget nyt, de prøver, og at det er coronatider, og at det er helt anderledes end det, de plejer at gøre, siger Sandra Nielsen. 

Hun venter sit første barn og for at føle sig godt rustet til fødselsen, har hun valgt at være med til online- fødselsforberedelse. Og det er netop derfor, at fødselsforberedelse stadig skulle være en mulighed, selvom man ikke kunne mødes fysisk. 

- De kommende forældre har en masse spørgsmål, som de gerne vil have svar på. Det er klart, at coronaen slog muligheden for at få svar væk, så vi måtte gøre noget andet, siger Annette Werner, der er jordemoder på Odense Universitetshospital og har været med til at afholde fødselsforberedelse online.

Godt indhold på trods af sociale mangler

Siden juni i år har gravide kunnet deltage i fødselsforberedelsen online. Undervisningen består af flere videokurser, som deltagerne kan se, når de vil, og derudover en række videokonsultationer, hvor de gravide kan stille spørgsmål til jordemoderen.

- Det er rigtig godt at være med til, men man kan godt mangle den direkte kontakt til jordemoderen. Man kan også mangle at have et hold, man er sammen med og kan følges med, for det sociale er jo også spændende, siger Sandra Kristensen.

Selvom online-undervisning har sat begrænsninger for, hvor meget deltagerne har kunnet socialisere , så har det dog også haft sine fordele at kunne sidde bag skærmen.

- Man er mere anonym, når man sidder derhjemme, så måske bliver der indimellem stillet nogle spørgsmål, som ikke ville blive stillet i et fysisk forum, fordi man tænker, at det måske er upassende spørgsmål, siger Annette Werner.

Online løsninger er populære

Det er Syddansk Sundhedsinnovation, der har været med til at bringe online-fødselsforberedelse til verden. Deres opgave er at udvikle og teste nye sundhedsteknologier til sygehuse, kommuner, og praktiserende læger i Region Syddanmark, og corona har gjort dén opgave noget større.

quote

Vi kan jo se, at de gravide er glade og tilfredse. Og når brugerne er tilfredse, så er det jo den vej, vi også skal gå.

Annette Werner, jordemoder på Odense Universitetshospital.

- Der, hvor der virkelig er sket noget, det er på videokonsultationsområdet. Der blev besøgsforbud på sygehusene og lukket for en stor del af aktiviteten på sygehusene, men patienterne forsvandt jo ikke. Dér så vi et stærkt behov for også at kunne komme i kontakt med patienterne over afstand, siger Christian Mercado, der er Enhedschef i Syddansk Sundhedsinnovation.

Fremtidige gravide kan også se frem til forsat at kunne deltage i online-fødselsforberedelse. Tilbuddet har nemlig være en så stor succes, at det fortsætter, selv når vi kommer på den anden side af corona.

- Jeg kan rigtig godt lide den måde at tilbyde undervisning på. Og vi kan jo se, at de gravide er glade og tilfredse. Og når brugerne er tilfredse, så er det jo den vej, vi også skal gå, siger Annette Werner.