To opgange evakueret i Esbjerg

To opgange på Rahbeks Allé i Esbjerg blev sent i aftes evakueret.

En eller flere gerningsmænd havde udløst en kraftig militær røgbombe i en kælderskakt.

Kvælende og tæt røg spredte sig til to opgange og seks lejligheder.

Fem personer blev kørt til skadestuen til observation for røgforgiftning.

Brandfolkene slog døren ind i en enkelt lejlighed for at sikre sig, at der ikke var mennesker i lejligheden.

Opgangene og lejlighederne blev luftet ud, så beboerne kunne komme ind i deres lejligheder igen i løbet af en time.

Beredskabet fik alarmen klokken 23.08.

Sagen efterforskes af lokalpolitiet.