Pasfornyelse skaber kaos: Borgerservice udvider nu åbningstiden

Med en sommerferie lige rundt om hjørnet og med mulighed for at kunne rejse ud i verden igen, har danskerne fået brug for det rødbedefarvede pas. Det kan de i den grad mærke i Esbjerg Kommune.

Det seneste år har coronapasset fyldt mere end det rødbedefarvede pas. 

Der har ikke været særlig mange anledninger til at finde det frem, men med udsigter til at der er mulighed for at rejse ud i verden igen, har flere danskere igen brug for det rødbedefarvede pas. 

Det kan de i hvert fald mærke i Esbjerg Kommune. De har faktisk haft så travlt på det seneste, at Borgerservice nu udvider åbningstiderne for pasbestillinger. 

Det skønnes, at op mod 200.000 borgere i hele landet ikke har fået udstedt et nyt pas eller har ventet med at forny det gamle pas under coronapandemiens rejserestriktioner.

quote

Folk vil gerne ud og rejse, nu hvor det bliver en mulighed igen. Dem, der har ventet med at forny deres pas har fået travlt.

Jan Gammelgaard Bjerg Mortensen, kontorchef i Borgerservice i Esbjerg Kommune.

Fra 14 besøgende om ugen til mere end 470

Alene i årets første måneder har der været 4.000 færre pashenvendelser end normalt i Esbjerg Kommunes Borgerservice, men i marts, april og maj har tendensen vendt. Antallet af besøgende i kommunens borgerservicecenter er steget fra 14 til mere en 470 om ugen nu.

Kommunen har derfor genåbnet borgerservice i Esbjerg, Ribe og Bramming.

- Folk vil gerne ud og rejse, nu hvor det bliver en mulighed igen. Dem, der har ventet med at forny deres pas har fået travlt. For at hjælpe med at alle kan komme afsted på sommerferie, har vi derfor valgt at genåbne vores borgerservicecentre og udvide åbningstiderne i Esbjerg og Ribe, fortæller Jan Gammelgaard Bjerg Mortensen, kontorchef i Borgerservice i Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.

Borgerne kan nu bestille pas i Esbjerg på alle hverdage, og både i Ribe og Bramming er der lange åbningsdage fra kl. 8-17 på mandage i Bramming og torsdage i Ribe.