Pensionspenge i tysk havmøllepark

Industriens Pension og PKA investerer hver750 mio. kr. i den tyske havvindmøllepark, som skal bygges ud for øen Sild. Opførelsen af 80 havvindmøller begynder næste år og vil give over 1000 arbejdspladser i Danmark.

Butendiek Offshore Wind Park budgetterer med, at mølleparken vil koste 10 mia. kr. at opføre. I anlægsfasen ventes projektet at give arbejde til flere end 1000 mennesker, primært omkring Esbjerg, som bliver udskibningshavn for fundamenter og møller.

Havneby på Rømø bliver service-center for den tyske vindmøllepark.

Det ventes at give ca. 350 arbejdspladser i årene fremover.

Stabilt afkast

Vindmøllerne bliver produceret af Siemens i Danmark, så også indirekte investeres der i danske arbejdspladser med de danske pensionsmidler.

- Med investeringen kan vi sikre medlemmerne i pensionsordningen et stabilt afkast mange år ud i fremtiden, pointerer adm. direktør Laila Mortensen, Industriens Pension. Samtidig er det også tilfredsstillende, at vi er med til at skabe danske arbejdspladser og bidrage til omstillingen til vedvarende energi.

Glædelig bonus

Hendes kollega i PKA, adm. direktør Peter Damgaard Jensen, er helt på linie med hende:

- PKA har øget fokus markant på investeringer i infrastruktur. Vi har allerede gode erfaringer fra Anholt Havvindmøllepark, og med Butendiek tager vi næste skridt. Vi har investeret i parken for at tjene penge til medlemmernes pensioner, men vi ønsker også at påvirke udviklingen mod et bedre globalt miljø. At projektet også er med til at skabe nye jobs er en glædelig bonus, siger han.

I mindst 25 år

Vindmølleparken bygges 32 km ud for kysten ved øen Sild ved den dansk-tyske grænse. Den første strøm ventes leveret om to år - og mølleparken forventes at producere i mindst 25 år.

Industriens Pension investerer 750 mio. kr. - ca. 10 pct. af de årlige indbetalinger.

Det samme gælder PKA.

De danske pensionskasser ejer næsten 25 pct. af selskabet bag den tyske vindmøllepark.