Person stukket ned i Esbjerg lørdag morgen

Syd- og Sønderjyllands Politi fik en anmeldelse og er nu på stedet.

Opdatering klokken 10.52: Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at offeret for episoden havde fået to overfladiske stik. Vedkommende er blevet behandlet og udskrevet igen, og en person er anholdt. Politiet beder vidner til episoden ringe 114.

En person er blevet stukket ned med en ukendt genstand i Skolegade i Esbjerg. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Episoden skete omkring klokken 8.06 i morges.

Politiet er til stede i Esbjerg og har spærret Skolegade af mellem Torvegade og Jyllandsgade, mens gerningsstedet undersøges. Ifølge politiets oplysninger er offeret kørt til behandling.