Plakatfuld bilist var tæt på at torpedere andre trafikanter

En 47-årig mand er fredag morgen vågnet op med tømmermænd i detentionen i Esbjerg. Han sigtes for både vanvids- og spirituskørsel efter en dramatisk køretur i aftes.

Opdateret med nye oplysninger fra politiet.

Den 47-årige, der er bosat i Varde Kommune, blev torsdag aften anholdt, efter at han havde udsat flere andre trafikanter for en nervepirrende oplevelse på Vestkystvejen nordvest for Esbjerg.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at den 47-årige med meget høj promille kort efter klokken 22 med meget høj promille over en længere strækning kørte i den forkerte vejbane og pressede flere modkørende langt ud i rabatten. 

- Det måtte de gøre for at undgå et frontalt sammenstød. Derfor sigter vi ham ud over spritkørsel for at at have "forvoldt fare for liv og førlighed for andre", siger vagtchef Nikolaj Hølmkjær fredag morgen.

Flere bilister meldte torsdag aften til politiet, at de havde været udsat for et ubehageligt møde med en modkørende bilist på den mørke landevej - og Syd- og Sønderjyllands Politi hører gerne fra flere vidner til den vilde kørsel.

Politiets jurister har fredag formiddag vurderet, at den 47-årige ikke skulle fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling for vanvidskørselen.

Der følger senere et retsligt efterspil. Mandens kørekort er allerede inddraget, ligesom bilen er  beslaglagt med henblik på konfiskation på grund af den høje promille.