Plejehjem hårdt ramt af covid-19

I Esbjerg Kommune har coronaen ramt hårdt på Områdecenter Strandby. Her er op mod halvdelen af beboerne smittet med coronavirus - det samme er et stort antal ansatte.

Opdatering: Artiklen er opdateret med resultatet af en rundringning til samtlige 14 kommuner i Syd- og Sønderjylland.

I Esbjerg Kommune har coronaen ramt hårdt. Her er op mod halvdelen af beboerne på Områdecenter Strandby nu smittet med coronavirus, skriver JydskeVestkysten. 

32 beboere og 22 ansatte er testet positive for virussen, og to beboere er afgået ved døden i weekenden med covid-19 virus i kroppen.

Opfordring: Pårørende skal blive væk

- Det er virkelig alvorligt nu, og vi gør alt, hvad der står i vores magt for at komme det til livs. Vi må ikke lukke plejehjemmet for Styrelsen for Patientsikkerhed, men vi må gentage opfordringen til, at pårørende ikke kommer på besøg, medmindre det er uopsætteligt, siger Arne Nikolajsen, der er direktør for Fritid, Sundhed & Omsorg i kommunen, til avisen.

11 smittet i Varde

I Varde er et enkelt plejecenter ramt af coronavirus. Her er 11 beboere i øjeblikket smittet, og har været det siden 4. januar.

Det fortæller Ældrechef i Varde Kommune, Thorkild Sloth Pedersen.

De 11 beboere blev testet for tredje gang i går (mandag), og kommunen venter på de nye resultater i dag.

Det er usikkert, hvordan smitten er kommet ind på plejecenteret. Besøgende har givet smitte i mindst ét tilfælde. Da de første positive prøver kom fra en test den 4. januar, er det nærliggende at tro, at smitten kan være sket i forbindelse med julen.

Ingen smittede i otte kommuner

Ellers har de resterende kommuner i Syd- og Sønderjylland situationen under kontrol, viser en rundringning, som TV SYD har foretaget.

I otte kommuner er der i dag ingen coronasmittede på plejehjemmene.

I Horsens er der et mindre udbrud på et plejecenter, hvor en håndfuld beboere og ansatte er smittet, mens tre sønderjyske kommuner Haderslev, Sønderborg og Tønder melder om én til to smittede plejehjemsbeboere eller ansatte.
I Tønder har de i dag for første gang oplevet coronasmitte blandt plejehjemsbeboere.

Plejehjemsansatte skal nu testes to gange i ugen

Sundhedsminister Magnus Heunicke (Socialdemokratiet) siger i et skriftlig svar til TV2, at man har besluttet at intensivere testindsatsen, så plejehjemsansatte testes to gange om ugen. 

106 plejehjemsbeboere smittet med covid-19 afgik sidste uge ved døden. Det viser tal fra Statens Serum Institut. Det er det højeste antal under epidemien.