Politiet efterlyser vidner til usædvanligt cykelrøveri

En 42-årig kvinde blev mandag udsat for et røveri i Ribe. Nu leder Syd- og Sønderjyllands Politi efter mulige vidner.

Røveriet skete i går mandag kl. 12.55 på parkeringspladsen ved Rema 1000 på Nørremarksvej 8 i Ribe.

Den 42-årige kvinde havde netop låst sin cykel op, da hun blev skubbet omkuld, hvorefter gerningsmanden tog hendes cykel og kørte fra stedet mod nord ad Nørremarksstien i retning mod Nørremarken.

Cyklen er en mountainbike cykel af mærket Maxxum, model Brian Holm, slalom Edition. Cyklen har et barnesæde på stangen bag styret, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Gerningsmanden beskrives som en mand, mørkebrun hud, cirka 20-25 år, 180-190 cm høj, almindelig af bygning og med kort sort hår.

Politiet vil meget gerne i kontakt med vidner, som måske kan bidrage med oplysninger til sagens opklaring. Politiet vil især gerne høre fra en kvinde, som hjalp den 42-årige kvinde lige efter røveriet.

Vidner kan rette henvendelse til Syd- og Sønderjyllands Politi på tlf. 114.