Politiet efterlyser vidner til væbnet røveri lørdag aften

Ekspedient blev lørdag truet med pistol i Rema 1000 på Storegade i Esbjerg.

20.49 lørdag aften fik Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse af et væbnet røveri.

En dansktalende mand truer ekspedienten i Rema 1000 på Storegade i Esbjerg til at udlevere kassebeholdningen, og får udleveret et kontant beløb.

Herefter flygter røveren forbi Uno-X og videre ad Strandby Kirkevej med retning mod Jagtvej.

På Kirkebakken, der ligger på flugtruten, bliver der kort tid efter røveriet fundet en knallert, hvor hjulene stadig kører rundt. Vidner fortæller til politiet, at de har hørt en knallert vælte, hvorefter der var lyd fra en person, der løb fra stedet.

Knallerten, en sort PGO, blev stjålet fra McDonald’s på Storegade fredag aften mellem klokken 18 og 24.

- Vi formoder, at gerningsmanden i Rema 1000 også har stjålet knallerten. Vi hører derfor meget gerne fra vidner, der har set tyveriet af knallerten eller har overværet flugten, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt, til TV SYD.

Røveren beskrives som:

  • Dansktalende mand
  • Bevæbnet med pistol
  • 185 cm. høj
  • Sort windbreaker med snørret hætte ned foran ansigtet
  • Sorte jeans
  • Sorte handsker
  • Sort fodtøj

Alle oplysninger kan gives til Syd- og Sønderjylland Politi på telefon 1-1-4.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.