Politiet: Hjælp os med oplysninger om stenkastere fra vejbro

Politiets intense efterforskning af tre stenkast fra vejbro ved Esbjerg natten til fredag fortsætter lørdag. Hjælp os med oplysninger - det er den eneste vej til at stoppe den farlige trend med stenkast fra vejbroer, siger efterforskningsleder Bent Thuesen.

Syd- og Sønderjylland efterforsker lørdag fortsat på fuld kraft i sagen om de tre stenkast fra en vejbro over Varde Hovedvej.

- Vi er gang med at tjekke de mange oplysninger, som vi fik samlet ind i går. Desværre har vi ikke fået et gennembrud i sagen endnu. Mandag skal en række tekniske spor undersøges nærmere - og så håber vi at komme nærmere en opklaring, siger efterforskningsleder Bent Thuesen til TV SYD lørdag eftermiddag..

De tre stenkast fandt sted her.
De tre stenkast fandt sted her.

- Hjælp os med oplysninger - det er den eneste effektive vej til at stoppe den farlige trend med stenkast fra vejbroer, sagde efterforskningsleder Bent Thuesen i TV SYD fredag aften.

Den første anmeldelse kom torsdag aften klokken 23.52, og derefter indløb de to næste med ti minutters mellemrum.Den første alarm kom fra en bilist, der med nød og næppe undgik at blive ramt, da stenen slog ned lige foran bilen. De næste to bilister fik smadret henholdsvis en forlygte og buler i kølerhjelmen.
Stenene, der blev kastet fra broen, er omkring 20-25 centimeter i diameter og er natursten fra marken. Politiet mener, at de er samlet op nær Kjærgård Landbrugsskole.

 

 

Der er tale om handlinger, der vil udløse sigtelser efter straffelovens alvorlige paragraffer om enten forsøg på manddrab eller ved grov kådhed at sætte andre menneskers liv i fare, har politiet tidligere vurderet.