Politihunde fanger 16-årige tyveknægte

Tre unge forsøgte at bryde ind i parkerede biler.

16 år og anholdt for forsøg på biltyveri. Det er virkeligheden lørdag morgen for to drenge på den alder, der sammen med en 19-årig natten til lørdag blev opsporet af politihunde og anholdt, da de forsøgte at bryde ind i biler i Esbjerg.

Betjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt de tre unge klokken syv minutter over to natten til lørdag. Et vidne kontaktede politiet, da hun så dem gå og hive i dørene på biler, der holdt parkeret på Granly Allé i Esbjerg. Den tilkaldte politipatrulje satte hundene til at opspore drengene.

Lørdag morgen venter samtaler med politi, forældre og sociale myndigheder. Det oplyser vagtchef Nikolaj Hølmkjær, Syd- og Sønderjyllands Politi.